Test og anmeldelse af Ford Mustang Mach-E

Ford Mustang Mach-E er en flot og velkørende elbil til familien. Her får man lækkert interiør, lang rækkevidde, hurtig acceleration og et fremragende infotainmentsystem. Her er vores test af Ford Mustang Mach-E.

Indholdsfortegnelse

  1. Introduktion
  2. Specifikationer
  3. Design og kvalitet
  4. Rækkevidde og opladning
  5. Infotainment, skærm, software og brugervenlighed
  6. Selvkørende egenskaber
  7. Køreoplevelse og ydelse
  8. Komfort
  9. Udstyrsniveau
  10. Bæredygtighed
  11. Sikkerhed
  12. Garanti og service
  13. Bedømmelse
  14. Konklusion
  15. Pris og leasing

Den elektriske Ford Mustang Mach-E er på den ene side en praktisk, komfortabel og rummelig SUV til familien, og på den anden side en aggressiv og yderst intelligent bil. Der god plads i Mach-E, der har plads til fem personer, som vil sidde behageligt i den nydelige, moderne og velbyggede kabine. Den eldrevne Mustang har overraskende god plads i de to bagagerum og er oplagt som familiebil, men uden at glemme sine rødder. Mach-E er hurtig, har lang rækkevidde og et rigtig godt infotainmentsystem.

Læs også: Sådan tester og bedømmer vi elbiler

Introduktion af Ford Mustang Mach-E

Ford Mustang er en legendarisk amerikansk bil, der bedst kendes på logoet med den galoperende hest. Det logo sad på den første Mustang fra 1964 og er i dag at finde på denne første elektriske udgave. Det er svært at kalde denne nye mindre brølende elektriske Mach-E for en fuldblods Mustang, men på den finder man velkendte designelementer – og så er den også hurtig.

Ford Mustang Mach-E kommer i fem udgaver, hvor den hurtigste variant, Mustang Mach-E GT, har 480 hestekræfter og et drejningsmoment på 860 Nm, som giver en acceleration fra 0-100 km/t på blot 4,4 sekunder. Ikke helt så hurtigt som de hurtigste Mustang’er, men heller ikke langt fra.

De fire andre varianter af Mach-E er heller ikke langsomme. Man finder to varianter med baghjulstræk og to med firehjulstræk, som kan kombineres med enten et 70 kWh batteri med “standard rækkevidde” eller et 91 kWh batteri med “udvidet rækkevidde”. Alt efter hvad man vælger af batteri og elektriske motorer, er rækkevidden fra teoretiske 400 kilometer og op til 610 kilometer.

Vi har testet Mach-E og Mach-E GT

Modellerne, som vi har haft til test, er Ford Mustang Mach-E med baghjulstræk og udvidet rækkevidde – altså udgaven med den længste rækkevidde – samt den hurtigste Mustang Mach-E GT.

Priser på Mustang Mach-E starter ved 442.836 kroner.

Se også: Øvrige specifikationer på Ford Mustang Mach-E

Ford Mustang Mach-E er meget mere end “blot” en Mustang. Den elektriske Mustang er også en familiebil – og en ganske rummelig, komfortabel og praktisk en – og en opkoblet bil med Fords nye SYNC 4A-infotainmentsystem, der er blandt de bedste på markedet lige nu.

Er Ford Mustang Mach-E elbilen for dig? Efter at have kørt og brugt Ford Mustang Mach-E i en uge er her vores test, anmeldelse og samlede bedømmelse af den.

Specifikationer på Ford Mustang Mach-E

Ford Mustang Mach-E RWD SR RWD UR AWD SR AWD UR GT AWD UR
Yde­evne 198 kW / 269 hk (2WD) 216 kW / 294 hk (2WD) 198 kW / 269 hk (2WD) 258 kW / 351 hk (AWD) 358 kW / 487 hk (4WD)
Bat­te­ri og ræk­ke­vid­de (WLTP) 76 kWh
440 km
99 kW
610 km
76 kWh
440 km
99 kW
540 km
98 kW
500 km
Op­lad­ning 11 kW AC og 115 kW DC 11 kW AC og 150 kW DC 11 kW AC og 115 kW DC 11 kW AC og 150 kW DC
Sid­de­plad­ser 5 og 2 med isofix-beslag
Ba­ga­ge­rum Bagi 402 liter, foran 81 liter
Plat­form Ford GE1
In­fo­tain­ment­sy­stem SYNC 4A
Euro NCAP-be­døm­mel­se 5 ud af 5 stjerner
Andet 2 års fabriksgaranti, 12 års rustgennemtæring indefra, lakgaranti 2 år samt 8 år/160.000 km garanti på batterikapacitet
Pris Fra 442.940 kr. Fra 493.390 kr. Fra 494.030 kr. Fra 561.510 kr. Fra 704.620 kr.

Design og kvalitet

Kender du bare lidt til Ford Mustang, ser du hurtigt nogle af de designelementer, som bilmærket har taget med fra originalen. De velkendte baglygter, den lange muskuløse kølerhjelm og den galoperende hest, som pryder dens ydre flere steder. Interessant nok finder man ikke et eneste Ford-logo uden på bilen.

Man kan diskutere, om den lange kølerhjelm giver mening, da Mach-E ikke har en svulmende og larmende V8-motor gemt nedenunder. Men det gør noget godt for designet, som giver denne batteridrevne SUV en unikt udseende – og som en bonus gemmer der sig et ganske stort frunk under.

Mach-E er en nydelig elbil, der, på trods af hyldesten til Mustang’en, er meget mere end en muskelbil. Ford Mustang Mach-E er først og fremmest en familiebil. Den er nemlig en stor SUV, der ser godt ud, med en snert “her kommer jeg”-attitude. Den skal helt sikkert nok få opmærksomhed på gaden – det oplevede vi i stor stil.

Imponerende indeni

Indeni er Mach-E ret så imponerende. Der er masser af plads, der er lyst, designet er moderne og kvaliteten er helt i top. Her er brugt materialer af høj kvalitet. Sæderne er flotte og lækre (og ikke mindst behagelige), og knapper, gearvælger, skærme, de specielle dørhåndtag – ja, det hele – virker til at være omhyggeligt udført i en kombination af plastik, glas, vegansk læder og stof. Byggekvaliteten fejler bestemt heller intet.

Det moderne og minimalistiske design i Mach-E er indbydende at se på, og heldigvis har Ford ikke glemt de fysiske knapper, man gerne vil have hurtig adgang til. De andre er gemt i bilens infotainmentsystem.

Stor, flot infotainmentsskærm

På forsæderne fanger øjnene hurtigt den 15,5 tommer skærm, hvori man finder bilens nye SYNC 4A-infotainmentsystem. Den store skærm er nydelig, lysstærk, farverig og har en fin opløsning. Den sidder også godt placeret, så man let kan nå den og den ikke generes af genskin. Bunden af skærmen afbrydes af en stor rund drejeknap, der udelukkende bruges til regulering af lydstyrke. Vi tænker, at der kunne være bedre måder at udnytte pladsen på, som denne optager – enten ved at give drejeknappen flere funktioner eller helt udelade den.

Opgradering af lydsystemet?

Den Ford Mustang Mach-E, som vi testede, var udstyret med en teknologipakke, der blandt andet inkluderer et lydsystem fra B&O. Det inkluderer en soundbar i instrumentbrættet, 10 højtalere og en subwoofer. B&O-lydsystemet lyder godt, men vi blev ikke blæst bagover af det. Læs mere om udstyret i afsnittet om udstyrsniveau.

Ford Mustang Mach-E GT
Ford Mustang Mach-E GT i Cyber Orange fra siden. Vi har testet både Mach-E og Mach-E GT.

Rækkevidde og opladning

Som tidligere nævnt kommer Ford Mustang Mach-E i fem udgaver, hvoraf man kan vælge mellem to forskellige batteristørrelser. Ford Mustang Mach-E har en teoretisk rækkevidde efter WLTP-standarden på op til 610 kilometer. WLTP er en standardiseret testprocedure til at måle elbilers rækkevidde på en kontrolleret og sammenlignelig måde. Der testes ved forskellige hastigheder og temperaturer for at skabe et så realistisk kørselsmønster som muligt.

Om sommeren forventes den at have en rækkevidde på op til 580 kilometer, mens den vil være på op til 488 kilometer om vinteren. Ligesom i alle andre elbiler afhænger den reelle rækkevidde med Ford Mustang Mach-E af mange ting, herunder vejrforhold, dæktype, antal passagerer, bagage, vejbanen, hastighed og kørestil.

Vælger man udgaven med baghjulstræk, er den mere energieffektiv, og vælger man udgaven med firehjulstræk, får man bedre ydeevne, men lidt kortere rækkevidde. Med samme batteri (det store 91 kWh) er der 70 kilometers rækkevidde-forskel mellem baghjuls- og firehjulstræk. Her skal man altså vælge mellem ydeevne eller længere rækkevidde.

Den reelle rækkevidde

Den Ford Mustang Mach-E, som vi har haft til test, er udgaven med baghjulstræk og det store batteri – altså den med længste rækkevidde. Bilen var udstyret med vinterdæk, som sammen med andre ting har indflydelse på rækkevidden. Vi har i vores test af Mach-E kørt i by, på landevej og motorvej og har fået et godt indtryk af dens reelle rækkevidde.

Vores oplevelser starter med en tur på 63 kilometer fra København til Køge med bykørsel og motorvejskørsel ved 110 km/t. Turen kostede 10 procent strøm, og forbruget svarer til, at et fuldt batteri ville række til 627 kilometers kørsel. Turen fortsatte derfra 43 kilometer videre til Næstved primært med 130 km/t samt lidt landevej- og bykørsel. Her tabte batteriet 11 procent i kapacitet svarende til, at et fuldt batteri ville række til 391 kilometers kørsel i disse betingelser.

Baseret på vores forskellige beregninger, som inkluderer alt fra bykørsel, landevejskørsel og motorvejskørsel på op til 130 km/t har vi opnået en rækkevidde, der svarer til i gennemsnit 444 kilometers kørsel på et fuldt batteri. Som man kan forvente, har motorvejsstrækninger med højere hastighed en stor indflydelse på rækkevidden, og mange forhold som vind, vejr og temperatur påvirker rækkevidden. Vi er dog overordnet meget tilfredse med rækkevidden på Mach-E, hvor du kan forvente alt mellem 400 til 600 kilometer på en fuld opladning alt efter køremønster.

Opladning af Mach-E

Opladning af Mach-E går rimeligt tjept, når man finder den rigtige lynlader med CCS-stik. Dem kommer der heldigvis flere og flere af. Det lille batteri understøtter op til 115 kW og det store 150 kW. Det resulterer i en opladning fra 10 til 80 procent på henholdsvis 38 og 45 minutter. Opladning af Mach-E ved hjemmelader tager mellem 7 og 9 timer.

Infotainment, skærm, software og brugervenlighed

Når det kommer til brugervenlighed, infotainment og software, har Ford gjort det virkelig godt med Mach-E. Man bliver ikke overvældet af knapper og funktioner, når man først sætter sig ind i Mach-E. Faktisk er der en tæt på perfekt kombination af praktiske fysiske knapper, kontaktarme, som suppleres af funktioner i softwaren. Knap så minimalistisk som i Tesla Model Y, men mindre forvirrende end i Kia EV6.

Et af de bedre infotainmentsystemer

I Mach-E sidder et 10,2 tommer digitalt instrumentbræt samt en større 15,5 tommer infotainmentskærm i midterkonsollen. En ret stor skærm, der sagtens kunne være en anelse mindre. Instrumentbrættet er uhyre simpelt og letlæseligt, hvor man kun får serveret de mest nødvendige informationer. I midterkonsollens store skærm sker der langt mere –  på den gode måde.

Her finder man indstillinger for bilen, kameraer, kort og navigation, musik og hvad man ellers forventer af et infotaimentsystem. Her er masser af information og funktioner, som serveres på en letforståelig, flot og (for det meste) på en brugervenlig måde. Softwaren er responsiv, og der ligger et fornuftigt computersystem bag, for ydelsen er ganske tilfredsstillende. Vi har kun oplevet et par enkelte gange, hvor infotainmentsystemet mødte et tryk med en kort ventetid. Vi er ikke helt på niveau med Android Automotive og Teslas infotainmentsoftware, men tættere på end de fleste.

Der er som standard trådløs Android Auto og Apple CarPlay, som har fungeret godt på den store skærm i vores test. Fordelingen af Android Auto eller Apple CarPlay på skærmens øverste to tredjedele sammen med nyttige knapper og genveje på skærmen fra Fords infotainmentsystem på den nederste tredjedel af skærmen fungerer rigtigt godt.

En app til bilen med smarte funktioner

Man kan desværre ikke hente apps til SYNC 4A-infotainmentsystemet, men man kan til gengæld hente en app på sin smartphone til kommunikation med bilen. I appen kan man låse bilen op og fra afstand sørge for, at bilen er opvarmet og vinduerne ryddet for sne eller frost, få besked om forsøg på indbrud, se bilens placering og batteritilstand og meget mere.

I Mach-E finder man også en dansktalende digital assistent, som forstår forskellige stemmekommandoer. Man kan bede den navigere til en lokation, foretage opkald, sætte radio/musik på og mere. Den fungerer udmærket, men er slet ikke på niveau med Googles Assistent.

Se også: De mest ventede elbiler i Danmark i 2022

Selvkørende egenskaber

Fords Mustang Mach-E er endnu ikke helt selvkørende, men byder på smarte funktioner, der gør den lange, kedelige motorvejstur meget mere overkommelig. Her er adaptiv fartpilot som standard og en køreassistent, der kan holde vejbanen for dig. Det kræver som altid, at man holder hænderne på rattet og er opmærksom.

Det er let at aktivere funktionerne til førerassistentsystemerne i Mach-E, og det fungerer generelt rigtig godt. Bilen holder fin afstand til forankørende biler, hvor man kan justere afstanden i trin, og bremser, hvis det er nødvendigt. Ved svag optegning af vejbanestriber kan den godt blive forvirret, men vi har ikke følt os utrygge ved at benytte den.

Som det er med denne type køreassistenter, er det vigtigt, at man altid holder hænderne på rattet og øjnene på vejen, så man er klar til at gribe ind, for de er endnu ikke perfekte. Førerassistenten i Mach-E bringer også bilen til fuldt stop, hvis det er nødvendigt. Vi har oplevet, at Mach-E læste både analoge og digitale hastighedstavler.

Ford Mustang Mach-E har ikke meldt et officielt niveau for selvkørende egenskaber ud, men den menes at ligge på niveau 2 ud af 5 inden for autonomi.

Niveauer for automatisering af selvkørende biler 

Bilers selvkørende niveau er defineret i 2014 af standardiseringsorganet SAE International.

  • Niveau 0: Ingen automatisering
  • Niveau 1: Førerassistance – fartpilot, adaptiv fartpilot, parkeringsassistent, vejbaneassistent
  • Niveau 2: Delvis automatisering – bilen overtager styring, men fører skal være opmærksom og have hænder på rattet.
  • Niveau 3: Bilen overtager styringen, men føreren skal være i stand til at kunne overtage styringen.
  • Niveau 4: Høj grad af automatisering. Føren må sove og forlade førersædet og i afgrænsede områder, hvor det er tilladt.
  • Niveau 5: Fuld automatisering. Kan køre helt uden menneskelig indgriben.

Køreoplevelse og ydelse

Godt nok bærer Mach-E Mustang-navnet, der hos de fleste vækker minder om hurtige V8-muskelbiler. Men selvom Mach-E imponerer på ydeevne, er den ikke en agil racerbil. I stedet forsøger Mustang Mach-E at være både en stor og praktisk familie SUV og en elbil med sportslige køreegenskaber … og det lykkes nogenlunde for Ford.

Selvom Mach-E er stor og tung, er den stadig hurtig. Topmodellen Mach-E GT accelerer fra 0-100 km/t på 4,4 sekunder, og selv den langsomste når de 100 km/t på 7 sekunder – den testede model. Og vi kan hilse og sige, at den aldrig er sløv i optrækket. Om det er fra stilstand eller i hurtigere hastigheder på landevej eller motorvej, er der Mach-E altid klar til en hurtig acceleration eller overhaling.

Mach-E kan også være sjov

Det kan mærkes, at Mach-E er stor og gemmer på et stort batteri, for den føles tung på vejen. Der kompenseres for det med en hård affjedring – og det går ud over komforten. Det betyder dog ikke, at Mach-E ikke kan være sjov. Den er faktisk sjovere end de fleste elbiler, vi har kørt. Giver man den nok “gas”, laver den gerne udskridninger i sving – på en kontrolleret måde selvfølgelig.

Vi blev aldrig helt gode venner med affjedringen, der ikke altid virkede afbalanceret og intelligent, men styringen er dejlig præcis. Vi ville dog ønske, at man kunne indstille hårdheden i styringen.

Ford Mustang Mach-E er en stor bil med lang akselafstand på knap tre meter. Den kan derfor kræve et par ekstra ture frem og tilbage, hvis man skal vende på en smal vej eller parkere den på en snæver parkeringsplads.

Mach-e GT er VILD

Vi har også haft mulighed for at teste GT-modellen, der er den hurtigste af modellerne. Denne variant er uden sammenligning den, der kommet tættest på den “rigtig Mustang”-følelse. Den er rå, lynhurtig og man får en helt anden fornemmelse af vejen.

Ser man bort fra Porsches Taycan og Audis e-tron GT er dette en af de vildeste elbiler vi har kørt i endnu. Er det lynhurtig acceleration, føling med vejen og et råt design du er ude efter i en elbil, kunne Mach-E GT meget vel være det rette valg.

Læs også: De 10 mest energieffektive elbiler i 2022

Ford Mustang Mach-E
Ford Mustang Mach-E GT er vild, rå og ret så interressant et bekendtskab.

Komfort

Som vi allerede har nævnt, er kabinen i Mach-E flot og lækkert udført, og det er også et behageligt sted at være.

På forsæderne sidder man ekstremt godt og med god støtte og mange indstillingsmuligheder. Det smalle digitale instrumentbræt er fleksibelt i forhold til indstilling af rat og sædehøjde, hvorved man let kan opnå en optimal siddestilling og stadig se skærmen. Den store infotainmentskærm sidder placeret, så den er let at benytte.

Komforten er i top i Mach-E

På bagsædet i Mach-E er der også god plads, og her er lyst og rart. Det store panoramaglastag, som dog er ekstraudstyr, gør noget fantastisk for lyset i kabinen. Man sidder også godt på bagsæderne, hvor der med et fladt gulv og god bredde til tre personer. Her er både god benplads og rigeligt højt til loftet.

Mach-E lukker effektivt udefrakommende støj ude, og kabinen er derfor meget støjsvag.

Pas på huller og vejbump

Det eneste sted, hvor vi kan give Mach-E kritik på komforten, er i affjedringen. Som man kunne læse i foregående afsnit om køreegenskaber, er affjedringen i Mach-E hård, og det kan mærkes på bagsædet. Kører man på i Københavns ofte hullede veje, over vejbump eller på ujævne veje, er Mach-E ikke den mest komfortable – specielt for dem, der sidder på bagsædet. Min datter døbte den “bumlebilen”. Endnu værre er dette i Mach-E GT, der byder på endnu hårdere og stivere undervogn. Er det komfort i er ude efter, skal i gå uden om denne variant.

Der er god plads til bagage i Mustang Mach-E, der i vores test fint har kunnet holde på bagagen til en familie på fem. Bagi finder man et bagagerum på 402 liter samt et mindre 81 liter frunk foran. Man kan let finde elbiler med større bagagerum (Tesla Model Y, Audi e-tron, Skoda Enyaq og flere andre), men for de fleste vil dette være tilfredsstillende.

Udstyrsniveau

Ford Mustang Mach-E kommer med et stort udvalg af standardudstyr. Blandt udstyret finder man 6 højtalere, nøglefri start, 10,2 tommer digitalt instrumentbræt, 15,5 tommer infotainmentskærm, trådløs Android Auto/Apple CarPlay, trådløs oplader til mobiltelefon, trådløse softwareopdateringer, indbygget FordPass Connect-modem, telefon som nøgle, intelligent og adaptiv fartpilot med Stop & Go-funktion og kamera og radar, 2-zoners klimaanlæg, Mustang-inspirerede LED-forlygter, LED-baglygter, 8-vejs eljusterbare forsæder, parkeringssensor for og bag, bakkamera, One Pedal Drive, automatisk op- og nedblænding af fjernlys.

Der er forskel på udstyret, alt efter om man vælger baghjulstræk, firehjulstræk eller GT, som for eksempel forskellen med 18, 19 og 20 tommer alufælge. Her er ikke varmepumpe inkluderet, og den kan heller ikke tilkøbes.

Ekstraudstyr

Til standardudstyret kan der tilkøbes teknologipakker, hvor prisen afhænger af modellen man vælger. Teknologipakken (med B&O Premium lyd, håndfri el-bagklap, 360 graders kamera) koster 24.560 kroner til begge modeller. Teknologipakke+ (med teknologipakke, Sensico kunstlæder sæder, perforerede samt 8-vejs el-justerbare forsæder, med memory-funktion på førersædet, el-foldbare sidespejle med memory-funktion og panoramatag) koster 53.220 kroner til RWD og 36.840 kroner til AWD. Man kan også vælge lyst interiør til AWD.

Ford Mustang Mach-E
Ford Mustang Mach-E kan udstyres med panoramaglastag.

Bæredygtighed

Også hos Ford er der lagt planer for en grønnere fremtid. Ford er den eneste amerikanske bilproducent, der forpligter sig til at reducere CO2-udslippet, så det lever op til de miljøkrav, der blev fremlagt i Paris-aftalen i 2015.5

I Europa anvender Ford allerede 100 procent vedvarende energi til driften af sine fabrikker i Storbritannien, Craiova-fabrikken i Rumænien og Køln-fabrikken i Tyskland. Ford forventer, at virksomhedens europæiske marked vil være det første til at blive CO2-neutralt.

Fords overordnede mål er blandt andet at opnå CO2-neutralitet senest i 2050, bruge udelukkende vedvarende energi i al produktion inden 2035, kun at anvende genanvendt eller genbrugeligt plastik og helt eliminere brug af engangsplastik inden 2030. Dette er dog udelukkende en masse fremtidige mål, og det er svært at finde noget konkret om Mach-E, når det kommer til bæredygtighed og genanvendelse.

Ford skriver, at batteriet i Mach-E kan blive genbrugt, men her er ikke en detaljeret plan for, hvordan dette fungerer. I stedet henvises der til, at man kontakter Ford for hjælp til dette. Man finder ikke den store brug af genbrugsmaterialer i Mach-E, udover brugen af bæredygtigt vegansk læder.

Sikkerhed

Sikkerheden er i top i Ford Mustang Mach-E, der scorer topkarakter i sikkerhedstest. I bilen finder man sikkerhedsudstyr som kollionsvarsling med automatisk nødbremsning, blindvinkelassistent, vejbaneassistent og airbags i front og side.

Euro NCAP giver Mach-E deres 5 ud af 5 stjerner i deres omfattende crash-test og andre sikkerhedstest. Herunder 92 procent for bilens fører og voksne, 86 procent for børn i autostol, 69 procent for fodgængere og 82 procent for dens sikkerhedsfunktioner.

Læs også: Disse 10 elbiler scorer bedst i sikkerhedstest

Garanti og service

På Mustang Mach-E gives der 2 års køretøjsgaranti, der dækker defekte dele, hvis det går i stykker grundet fabrikationsfejl. Garantien dækker også fejl i bilens lak grundet defekter ved materialerne eller lakeringen fra fabrikkens side.

Der gives 8-års garanti på batteriet eller op til 160.000 kørte kilometer, alt efter hvad der kommer først. På rust gives der 12-års garanti, hvis tæringen skyldes defekter ved materiale eller konstruktion.

Læs også: Skal du bekymre dig om holdbarheden på elbilens batteri?

Ford Mustang Mach-E

Samlet bedømmelse: 77 ud af 100 (virkelig god)

Læs mere om de 10 kvalitetsparametre her.

Design og kvalitet 8/10
Rækkevidde og opladning 8/10
Infotainment, skærm, software og brugervenlighed 8/10
Selvkørende egenskaber 5/10
Køreoplevelse og ydelse 7/10
Komfort 8/10
Udstyrsniveau 9/10
Bæredygtighed 6/10
Sikkerhed 10/10
Garanti og service 5/10
Samlet bedømmelse 77/100*

*Der er givet 3 ekstra point til den samlede bedømmelse, da Ford Mustang Mach-E giver god kvalitet til prisen. Læs mere om vores vurdering af kvalitet i forhold til pris her.

Konklusion på test af Ford Mustang Mach-E

Ford Mustang Mach-E er en spændende, flot, velbygget og rummelig elbil, der byder på høj komfort og et rigtig godt infotainmentsystem. Ford Mustang Mach-E er en elbil til familien, der gerne vil have noget lidt mere eksotisk.

Både udenpå og indeni er Mach-E lækkert designet. Udenpå finder man designelementer fra Mustang-muskelbiler, som giver den store familievenlige SUV en sportsligt udseende. Indeni er designet moderne, rummeligt og nydeligt, og materialerne er i høj kvalitet. Der er generelt god plads i Mach-E, med exceptionelt god benplads og højde på bagsædet. Mængden af standardudstyr er høj, og man kan sagtens klare sig med dette. Går man op i god lyd og gerne vil have ekstra luksus med panoramaglastag og 360 graders kamera, kan man vælge at tilkøbe en teknologipakke.

I Mach-E finder man Fords nye SYNC 4A-infotainmentsystem, der vises på en stor 15,5 tommer skærm. Softwaren er hurtig, nydelig, simpel og indeholder mange brugbare funktioner. Der er som standard også trådløs Android Auto og Apple CarPlay samt en app-tilslutning til bilen.

Med Mustang Mach-E forsøger Ford at kombinere en praktisk familiebil med god opbevaringsplads og nogle af de kvaliteter, som Mustang-bilserien er kendt for – denne gang med en elmotor. Det betyder, at Mach-E er behagelig at køre i og meget komfortabel, men stadig har hurtig acceleration og en sportslig, stiv undervogn, der giver den lidt spræl. Den hårde affjedring går dog til tider lidt ud over komforten særligt på bagsædet.

Er en lang rækkevidde vigtig, er Mach-E et af de bedste bud på en elbil lige nu. Med en teoretisk rækkevidde på op til 610 kilometer, er den en af de få, der lover mere end 600 kilometer på en opladning.

Ford Mustang Mach-E lander i vores test på 77 ud af 100.

Se også: Nyheder og test af elbiler

Pris og leasing af Ford Mustang Mach-E

Ford Mustang Mach-E kan købes i fem varianter:

  • RWD (baghjulstræk) standard rækkevidde til 442.836 kroner
  • RWD (baghjulstræk) udvidet rækkevidde til 493.386 kroner
  • AWD (firehjulstræk) standard rækkevidde til 494.030 kroner
  • AWD (firehjulstræk) udvidet rækkevidde til 561.511 kroner
  • GT AWD (firehjulstræk) udvidet rækkevidde til 704.624 kroner

Ford Mustang Mach-E kan også leases

Ford Mustang Mach-E kan også leases. Herunder kan du se leasingeksempler på de fire varianter med 15.000 kilometer om året inkluderet, en løbetid på 36 måneder og en halvårlig grøn ejerafgift på 340 kroner.

Ford Mustang Mach-E RWD SR RWD UR AWD SR AWD UR
Kilometer 15.000 15.000 15.000 15.000
Udbetaling 24.995 kr. 24.995 kr. 24.995 kr. 24.995 kr.
Månedlig ydelse 6.795 kr. 7.195 kr. 7.445 kr. 7.995 kr.
Samlede omkostninger 269.615 kr. 284.015 kr. 293.015 kr. 312.815 kr.

Alle priser er indhentet 11. april 2022. Prisændringer kan forekomme. Vi henviser til bilproducenten for aktuelle priser.

Læs også: Se nyeste test og anmeldelser af elbiler

Det sidste nye om emnet

Siden denne artikel udkom er der kommet nyt i sagen. Daniel Søgaard Hald fastholdt sit fokus på emnet. 8/4/2022 havde vi dette at sige med et indlæg omkring DALL-E 2 skaber billeder ud fra en kort tekstbeskrivelse – Den videre fortælling finde om emnet finder du her. Emnet dækkes fortløbende af redaktionen. Aktuelle nyheder om chatgpt finder du her. .