Sony Xperia 1 V lanceret: Dobbelt så godt mobilkamera
Sony har netop løftet sløret for to nye smartphones: Topmodellen Sony Xperia 1 V og den mere budgetvenlige Xperia 10 V. Her tager vi et kig på specifikationer, funktioner og dansk pris på de to nye telefoner.
Se også: Test af nyeste smartphones
Sony Xperia 1 V: High-end hele vejen rundt
Er det et mobilt flagskib du er på jagt efter, bliver det næsten ikke mere high-end end Sonys nye Xperia 1 V. Indmaden er plukket fra øverste hylde.
Uden at gå alt for meget ind i de nørdede specifikationer kan der nævnes Snapdragon 8 Gen 2-chipset, 12 GB RAM, 512 GB lagerplads, 6,5 tommer 4K OLED-skærm med 120 Hz, 5.0o0 mAh batteri, IP68-certifikation, Gorilla Glass Victus 2 og et nyt kapabelt kamera.
I Sony Xperia 1 V finder man også ting, der for længst er forsvundet fra andre flagskibsmobiler, som 3,5 mm jackstik og plads til MicroSD-hukommelseskort.
Dobbelt så godt et mobilkamera
Der er dog ingen tvivl om, at det er kameraet der er lagt allermest fokus på Xperia 1 V. Man finder en enorm hovedsensor i Xperia 1 V, der er vokset 70 procent i forhold til forgængeren.
Sony hævder, at den nye sensor yder dobbelt så godt som sin forgænger i svagt lys. Sony har også endelig aktiveret nattilstand for at hjælpe i mørke omgivelser.
Hovedkameraet er på 48 megapixel med f/1.9 med Dual Pixel og optisk stabilisering. Derudover gemmer bagsiden på et 12 megapixel ultravidvinkelkamera samt to telefotokamera på begge 12 megapixel svarende til 85 mm og 125 mm objektiv.
Foran på Xperia 1 V sidder et 12 megapixel selfiekamera.
Pris på Sony Xperia 1 V
Sony Xperia 1 V kan købes fra juni til en vejledende pris fra 9.999 kroner. Den kommer i farverne sort, sølv og kakigrøn.
Det er muligt at forudbestille Xperia 1 V fra den 12. juni 2023. I en begrænset periode får kunder, der forudbestiller Xperia 1 V, et par af Sonys prisvindende hovedtelefoner, WH-10000XM5, med i prisen (har en værdi af 3200 kr.). Gælder så længe lager haves.
Sony Xperia 10 V – Ny mellemklasse
Sony lancerer også Xperia 10 V, der er et nyt bud på en mellemklasse-mobil, der blandt andet skal konkurrere mod Googles nye Pixel 7a. Sony påstår, at Xperia 10 V er verdens letteste 5G-smartphone. Vægten er på 159 gram.
Sony Xperia 10 V kommer med indmad som Snapdragon 695, 6 GB RAM og 128 GB lagerplads. Skærmen er en 6,1 tommer OLED-skærm med 60 Hz.
Xperia 10 V har et stort 5.000 mAh batteri og tredobbelt kamera på bagsiden. Den er beskyttet mod vand og støv (IP68) og har glas fra Gorilla Glass (Victus).
Pris på Xperia 10 V
Xperia 10 V bliver tilgængelig i løbet af juni i farverne lavendel, salvie grøn, hvid og sort fra midten af juni og frem til en vejledende pris på 3.499 kroner.
Se også: Sammenlign priser på mobiltelefoner