Rygte: iPhone 15 får 48 megapixelkamera som Pro-modellerne
Ifølge et nyt rygte fra analytiker ved Hong Kong-firmaet Haitong International Securities, Jeff Pu, er der godt nyt til dem, der ikke synes, de har råd til at købe de dyre iPhone 15 Pro-modeller til efteråret.
De to billigere iPhone 15-modeller skulle få et kamera med en hovedlinse på 48 megapixel, lige som de dyreste af Apples iPhones har i dag.
Se også: Test af iPhone
Særlig sensor kan give problemer for Apple
I en research note, som MacRumors har fået fat i, skriver Pu, at kameraet på 48 megapixel i de to modeller benytter en ny trestablet sensor, der kan opfange mere lys og dermed opnå bedre kvalitet i billedet.
Dog mener Pu, at de to modeller kan opleve forsinkelser i produktionen på grund af problemer med leverancerne af den stablede sensor. Det baserer han på nylige kontroller af leverandørkæderne.
Indtil videre er det stadig planen, at telefonerne lanceres i september.
Se også: Den billigste iPhone er altid brugt
Giver mulighed for ProRAW-billeder
Apple introducerede første gang linsen på 48 megapixel i iPhone 14 Pro og iPhone 14 Pro Max sidste år. Linsen gør det muligt at tage 48 megapixel ProRAW-fotos, der indeholder flere detaljer i billedfilen og giver bedre mulighed for at redigere billedet.
Pu var den første til at rapportere, at iPhone 15-modellerne ikke får solid-state-knapper af ”designårsager”. Han forventer, at iPhone 15 Pro-modellerne får ramme i titanium, en opgraderet A17 Bionic-chip, en opgradering til 8GB RAM med mere.
Alle modeller i iPhone 15-serien skal desuden have USB-C-port.
Se også: Bedste kameramobil