Microsoft Surface Pro 2017 – Små forbedringer [TEST]
Dengang Microsoft for fem år siden pustede live i markedet for produktive tablets, var udsigterne interessante, men brugbarheden begrænset.
Serien er dog årligt modnet med stadigt mere kapable enheder, for nu at blive så veletableret, at Microsoft nu helt dropper modelnumrene. 2017-varianten af Surface fra Microsoft hedder kort og godt Surface Pro.
At serien nu er veletableret afspejles samtidig i produktets udvikling. Du skal ikke regne med nogen større revolutioner her, Surface Pro 2017 består af mange små evolutionære fremskridt i forhold til sidste års fine Surface Pro 4.
Se også: Microsoft Surface Pro – dansk pris og tilgængelighed
Specifikationer Microsoft Surface Pro 2017
Mål: 292 x 201 x 8,5mm – 784/770/768 gram (i7/i5/m3-version)
Type Cover: 288 gram, 4,65mm
Display: 12,3 tommer, 2736 x 1836 pixels, 267 PPI,
Ydelse: 7. gen Intel Core dual-core m3/i5/i7
RAM: 4, 8 eller 16GB RAM
Grafik: Intel HD 615 (m3), HD 620 (i5), Iris Plus 640 (i7)
Batteri: 38,2 Wh
Lager: 128/256/512/1000 GB + micro-SD
Kamera: 8 MP med autofokus/ 5MP front
Tilslutninger: USB 3.0, mini DP, dock
Software: Windows 10 Pro med Windows Hello
Pris: fra 7.299 kroner, 1.399 kroner for Alcantara Type Cover
Med Surface Pro 2017 synes Microsoft altså ikke at være opsat på at ændre det store, hvilket designet vidner om.
Ved første øjekast er det da også svært at spotte, hvorvidt der her er tale om den nye eller sidste års model. Lidt genbrug skader dog ikke, det er samme fine magnesium-finish der her bydes på og den smarte indbyggede kickstand er igen at finde. Hængslerne er dog reviderede, så hærligheden næsten kan klappes hele vejen bagud.
Når du griber fat i tabletten vil du dog bemærke, at kanterne er mere afrundede end tidligere. Det giver et mere behageligt greb. Dimensionerne og vægten er også nærmest uændrede, med undtagelse af Core i5 modellen som får barberet 15 gram takket været et ’fanless’ design.
Knapper, højtalere og porte er også placeret de samme steder – her undrer dog lidt at Microsoft holder fast i aldrende standarder såsom mini-displayport og USB 3.0. En ekstra port i form af et USB-C stik med Thunderbolt 3 havde fremtidssikret investeringen.
Læs også: Microsofts nye Surface Pro får stærkt batteri
Display og lyd af samme kaliber
Lyden og billedet i Surface Pro 2017 synes heller ikke at adskille sig fra sin forgænger. Her er igen et detaljeret 12,3 tommers display med 2.736 x 1.836 pixels. Farverne er ligesom i Pro 4 velafstemte – mens både kontrast og lysstyrke flatterer displayets indhold.
På lydsiden begynder Pro 2017 at få rynker. De to stereohøjtalere er frontvendte, hvilket altid er kærkomment, men her er langt fra den samme bund og volumen som du finder i eksempelvis Apples Pro-tablets. Det er nu ærgerligt, for det flotte display med den smarte kickstand fortjener bedre.
Se også: Microsoft Surface Book (Performance): Dyrt kompromis [TEST]
Ny mekanik
Indtil videre, er det minimalt med forbedringerne i Pro 2017 contra sidste års model. I maskinrummet er der dog sket lidt.
Det er nu Intels 7. generation Core-processor der driver maskinen frem, med højere ydelse og lavere strømforbrug til følge. Udviklingen er dog begrænset og afhænger i stor grad af hvilken model du vælger.
Begyndermodellen med Core m3 tikker op til 20 procent hurtigere (2,6 GHz), Core i5 rammer 17 procent højere frekvenser (3,5 GHz) mens i7 modellen (4,0 GHz) topper 18 procent over sin forgænger
Er det maksimal ydelse du efterlyser, bør du slippe de 3.700 kroner ekstra i7-modellen løber op i, da denne er den eneste Pro-model der er aktivt kølet. Det giver et mærkbart boost i krævende opgaver som videoredigering eller spil, da den får lov at udlede mere varme.
Læs også: Her er Microsofts nye Surface Pro
Da m3 og i5 modellerne er passivt kølede, vil du derimod opleve at frekvensen hurtigt neddrosles til nær det halve for at holde varmeudledningen i skak. I krævende opgaver kan du endda opleve, at sidste års Core i5 variant faktisk kan overhale Pro 2017 da dens aktive køling kan opretholde en højere kadence.
Begyndermodellerne starter begge med 4GB RAM og 128GB lagerplads, hvilket begynder at være i underkanten til, at selv almindelige hverdagsopgaver klares gnidningsfrit. I så dyre maskiner, bør Microsoft altså være mere rundhåndede med hukommelsen.
På batterifronten vil de forskelligartede processorer også give forskellige resultater, de passive modeller holder typisk en time længere end Pro 4 modellerne – 6-8 timer eller lige akkurat nok til en dags brug – mens i7 modellen og dens højere ydelse hurtigere får drønet sig igennem batteriet.
Surface Pen, Dial og Type Cover
Mens Surface Pro ikke synes at være den store opdatering, er Surface Pen blevet udsat for en større overhaling.
Udefra set, er den flottere at se på med sine fire nye farver, mens der indvendigt er sket en del. Følsomheden er firedoblet, så den nu registrerer 4.096 trykniveauer. Samtidig er opdateringsfrekvensen fordoblet, hvilket giver endnu bedre kontakt mellem det der peges på og det der vises på displayet.
Største nyhed ligger dog i dens evne til nu at registrere pennens hældning, hvilket kan, hvis ellers dit tegneprogram understøtter det, give en skiftende bredde på dine penselstrøg. Alt i alt en væsentlig opgradering.
En anden tilbehørsopdatering finder du i Microsofts Surface Dial – en fysisk skive der monteres på eller ved siden af displayet og giver mulighed for at finjustere elementer i programmer som Adobes Photoshop/Illustrator, OneNote eller Office.
Sidste nye tilbehør er en udvikling af forrige års Type Cover. Brugsmæssigt så opfører det sig præcis som det forrige Type cover, men det er i stedet betrukket i lækkert Alcantara-stof i afdæmpede farver.
Se også: Lenovo Miix 720 – ny udfordrer til Microsoft Surface Pro
Windows 10 bliver bedre
Det er igen Microsofts Windows 10 Pro der følger med maskinen, men to større opdateringer i mellemtiden har gjort styresystemet bedre til at håndtere Surface Pro hybrid-natur.
Mest anvendeligt i hverdagen er Hello-ansigtsgenkendelsen som på effektiv vis genkender en, hver gang laptoppen låses op. Det krævede dog en kort opstartsfase før den genkendte hver gang, men efter et par dage, var Hello usvigelig sikker.
Siden højopløste displays er blevet hvermandseje har skalering af interface voldt problemer med desktop-applikationer, et issue som efterhånden er ved at være løst de fleste steder. Helt problemfri er Windows 10 fortsat ikke, eksempelvis kunne der i dagens testemen kun opsættes en enkel strømstyringstilstand.
Windows 10 Pro vil dog altid have den fordel, at systemet økosystem er uhyre rigt og meget smidigt i brug. Det giver fordele, især når Surface Pro benyttes i desktop-tilstand.
Læs også: Microsoft Surface Studio: ultratynd, ultralækker, ultradyr
Løbske priser
Surface Pro 2017 begynder ved et lidt lavere prisleje end sidste år, men den inkluderer i denne omgang ikke nogen Surface Pen. Denne er nu et ekstra køb på omkring 850 kroner – hvilket samlet set gør maskinen dyrere. Den ældre pen virker dog også, og er nu til at få for godt 500 kroner.
Prisstigningerne stopper dog ikke her. De nye Alcantara Covers løber nu op i 1.399 kroner – 200 kroner mere end før.
Den helt store regning kommer dog, så snart du begynder at se efter mere end de helt enkle modeller.
Modeller og konfigurationer
- Core m3 / 128GB SSD / 4GB RAM – 7.299 kroner
- Core i5 / 128GB SSD / 4GB RAM – 8.799 kroner
- Core i5 / 256GB SSD / 8GB RAM – 11.299 kroner
- Core i7 / 256GB SSD / 8GB RAM – 13.999 kroner
- Core i7 / 512GB SSD / 16GB RAM – 19.299 kroner
- Core i7 / 1TB SSD / 16GB RAM – 23.799 kroner
Den nye prisstruktur gør, at vil du have en Surface Pro 2017, med pen og cover som er hurtigere end sidste års model, skal du op i mindst 16.257 kroner. Som studerende kan du dog spare 10 procent på den samlede regning.
Se også: Microsoft Surface Book i DK: dansk pris og tilgængelighed
Tilbehøret gør forskellen
Det lå i kortene, at Microsoft ikke havde tænkt sig at revolutionere med deres nyeste Surface. Ud over minimale udviklinger i maskinrummet er der ikke meget nyt at spotte i Surface Pro 2017.
Prisen på den nye Surface Pro-serie er dog røget i vejret, er hybridfunktionerne vigtigst for dig, vil der være mange penge at spare, ved at investere i sidste års model. De største salgsargumenter for den nye serie ligger derfor i det nye dial, samt den forbedrede pen – begge fungerer pt. ikke med den aldrende Surface Pro 4.
Vi slutter derfor på 4½ ud af 6 stjerner.
Læs også: Microsoft Surface Pro 4: Endnu en stilfuld hybrid [TEST]
Fordele:
- Højere ydelse (i7)
- Lydløs (m3/i5)
- Flot display
- Smart kickstand
- Ny Surface Pen og Dial
Ulemper:
- USB-C port savnes
- Lavere ydelse (core i5)
- Dyre opgraderinger
- 4GB RAM i underkanten
Efterfølgende nyt om sagen
Redaktionens interesse for emnet fortsatte. mobilsiden kunne ikke slippe historien. Allerede d. 21/8/2017 bragte vi nyt i sagen med en artikel omkring temaet Disse mobiler understøtter Netflix i HD-kvalitet – Nyheden kan læses her. Læs også seneste nyt om emnet ved at trykke her..