Dyrere end forventet: Dansk pris på Kia EV9
Egentlig havde vi forventet en pris under 500.000 kroner, men sådan skulle det ikke gå. Kia EV9 koster i Danmark fra 674.900 kroner, hvis du kan nøjes med baghjulstræk.
Se også: Alle store elbiler i Danmark
Kia EV9 koster i Danmark fra 674.900 kroner
Snart kommer endnu en kæmpestor elbil til Danmark. Kia EV9 er en syvpersoners elektrisk SUV med et futuristisk design, der nok skal få masser af opmærksomhed på gaden.
Kia har netop meldt en dansk pris på ud den nye elbil, der passer perfekt til den meget store familie.
Kia EV9 vil herhjemme koste fra 674.900 kroner. Basismodellen er Kia EV9 Long Range med baghulstræk.
Der kommer også en mere kradsbørstig variant med firehjulstræk, Kia EV9 Long Range Performance, der koster fra 749.900 kroner.
Specifikationer på Kia EV9
Basismodellen byder på 203 hestekræfter (149 kW). Den har en tophastighed på 185 km/t og kan accelerere fra 0-100 km/t på 9,4 sekunder. Den er udstyret med en batteri på 99,8 kWh, som giver den en rækkevidde på 563 kilometer.
Performance-varianten af Kia EV9 er noget vildere. Den yder 384 hestekræfter (282 kW) fra to elektriske motorer. Den har en tophastighed på 200 km/t og kan accelerere fra 0-100 km/t på 5,3 sekunder.
Også denne variant er udstyret med et batteri på 99,8 kWh, men på grund af de to elektriske motorer er rækkevidden en anelse kortere på 505 kilometer.
Se også: Kommende elbiler i Danmark
Endnu en Kia med meget hurtig opladning
Ligesom EV6 er EV9 bygget på 800 volt teknologi, som er med til at give den en ekstrem hurtig opladning. Den store batteri på knap 100 kWh oplades ved en kraftig lynoplader fra 10-80 procent på blot 24 minutter. Kia skriver, at der maksimalt kan pumpes 240 kW i batteriet.
Ved en normal ladestander tager det dog noget længere tid. Her skal man forvente at 0-100 procent tager 9 timer.
Se også: Stor guide til opladning i hjemmet
Stor elbil med masser af plads
Ligesom Volvo EX90, Voyah Dreamer, Mercedes-Benz EQB, Maxus Euniq 5 og enkelte andre elbiler har Kia EV9 plads til 7 personer – som standard.
Køber man GT-line varianten kan man vælge 6-sæders konfiguration.
Som man kan forvente af en elbil på denne størrelse, er der masser af plads i kabine og bagagerum. Med sæderne lagt ned er der hele 2.318 liter til rådighed bagi EV9.
Med alle sæderækker oppe er der 333 liter og med bagerste sæderække nede er der 828 liter.
Kia EV9 RWD tilbyder en påhængsvægt på 900/450 kg og AWD tillader helt op til 2.500/750 kg.
Hvornår kommer Kia EV9?
Godt nok er der nu kommet priser på Kia EV9 her i Danmark, men bilproducenten oplyser endnu ikke hvornår den lander herhjemme.
Se også: Få billig elbilforsikring hos If