Google betalte Samsung 55 mia. kr. for at inkludere Googles apps
Den igangværende retssag mellem Google og spilproducenten Epic Games har bragt endnu et sæt interessante og nye oplysninger frem i lyset.
Ifølge vidneudsagn fra Epic Games har Google betalt Samsung otte milliarder dollars eller det, der svarer til knap 55 milliarder kroner, over en periode på fire år for at lade Google-tjenesterne Søg, Assistent og Play Butik være standardtjenester på Samsung-telefonerne. Det skriver Bloomberg.
Læs også: Google tilbød Epic 1 mia. kr. for at lancere Fortnite i Play Butik
Frygtede at Galaxy Store blev en trussel mod Play Butik
Under en afhøring af Epic Games’ advokater tidligere på ugen oplyste James Kolotouros, der er vicedirektør for samarbejder hos Google, at it-giganten lavede aftaler med producenter af Android-telefoner for at sikre, at deres enheder havde Google Play Butik forudinstalleret.
James Kolotouros’ vidneudsagn afslørede også, at Samsungs telefoner og andre enheder står for mindst halvdelen af hele omsætningen for Google Play Butik.
I 2019 skulle Google efter sigende have haft et projekt med navnet ”Project Banyan”. Projektet gik ud på at investere penge, som skulle være med til at sikre, at Google Play Butik kunne klare sig mod Galaxy Store. Googles mål var derfor at lade Play Butik forblive installeret på Samsung-telefoner side om side med Galaxy Store.
Projektet skete i forbindelse med, at Samsung omdøbte appbutikken Samsung Apps til Galaxy Store og begyndte at satse mere på sin egen appbutik. Det så Google altså som en trussel mod Google Play Butik.
Google tilbød derfor også at betale 200 millioner dollar over fire år til Samsung for at gøre Galaxy Store tilgængelig som en app i Play Butik. Til gengæld skulle Samsungs egen appbutik ikke være forudinstalleret på nogen telefoner, og Galaxy Store skulle også anvende Googles betalingsløsninger. De planer blev dog senere skrottet, og Google skulle efter sigende i stedet have indgået tre aftaler med Samsung til en værdi af otte milliarder dollar.
Et internt dokument viser også, hvordan Google sparede en milliard dollar over fire år ved at afvige fra sit krav om at gøre Play Butik til den eneste appbutik på hjemmeskærmen på Samsung-enheder.
Ifølge James Kolotouros indgik Samsung og Google imidlertid aldrig en aftale som ville forhindre Samsung i at lægge sin egen Galaxy Store-appbutik på hjemmeskærmen på sine Samsung-telefoner.
Læs også: Googles milliarder stoppede ukendt søgemaskines aftale med Apple
Epic: Google ville forhindre konkurrenter til Play Butik
Epic Games forsøger under retssagen at vise, at Google modarbejdede tredjepartsappbutikker på Android-enheder ved at betale producenterne for at forudinstallere Google Play Butik og gøre den til standardtjenesten. Alternative appbutikker vil nemlig ramme Googles indtjening, så søgegiganten går glip af kommissionen på op til 30 procent for køb af apps og betalinger foretaget i apps og spil.
Google har indgået adskillige af den slags aftaler. Det forhold er netop ved at blive behandlet i en separat antitrustsag startet af det amerikanske justitsministerium.
Som modsvar til Epic Games’ påstand præsenterede Googles advokater en intern e-mail fra 2019 sendt af Jamie Rosenberg, tidligere chef for Google Play og Android. Af den fremgår det, at hans team ”stoppede” Project Banyan, “da det skabte en incitamentsdynamik, appbutikker ville konkurrere med hinanden”.
Læs også: Nyheder om Android og iOS