Google sletter alle gamle, inaktive konti – undgå at få slettet din
Har du en inaktiv Google-konto med gamle fotos og e-mails liggende, som du ønsker at bevare? Så skal du skynde dig, for fra 1. december begynder Google at slette inaktive Google-konti. It-giganten advarede faktisk om den ændrede politik helt tilbage til maj, og nu advarer selskabet en sidste gang, inden skæringsdatoen nærmer sig.
Google oplyser, at konti, der har ikke har været aktive i to år, står over for at blive slettet permanent. Det betyder også, at alt indhold på de berørte konti forsvinder. Det gælder e-mails i Gmail og filer i tjenester som Docs, Drev, Meet, Kalender og Fotos. Er der uploadet YouTube-videoer fra den gamle Google-konto, bliver den dog undtaget fra massesletningen.
Læs også: Nu kan du gruppere ens fotos i Google Fotos
Gamle, inaktive konti udgør en sikkerhedsrisiko
På Googles blog, The Keyword, oplyser Ruth Kricheli, der er vicedirektør for VP for produktstyring, at sletningen af gamle, inaktive konti er nødvendigt af sikkerhedsmæssige årsager.
“Det er mere sandsynligt, at en konto bliver kompromitteret, hvis den ikke har været brugt i en længere periode. Det skyldes, at glemte eller ubrugte konti ofte er afhængige af gamle eller genbrugte adgangskoder, der kan være blevet kompromitteret, ikke har fået opsat tofaktorautentificering og får færre sikkerhedstjek af brugeren.”
“Vores interne analyse viser, at der er mindst 10 gange mindre sandsynlighed for, at forladte konti har 2-trins-verificering sat op end aktive konti. Det betyder, at disse konti ofte er sårbare, og når en konto først er kompromitteret, kan den bruges til alt fra identitetstyveri til en kanal for uønsket eller endda skadeligt indhold som spam,” lyder det.
Med mere end 1,8 milliarder brugere af Gmail er det den mest populære e-mailtjeneste i verden. På grund af dens popularitet og simple oprettelse af en konto har svindlere været kendt for at gå efter Gmail-brugere. Det giver også mening, at Google gerne vil lukke inaktive konti for at frigøre e-mailadresser og plads.
Google har ikke offentliggjort nogle tal for, hvor mange konti der er klassificerede som inaktive, men med tanke på deres brugerbase kan der være en stor mængde konti, der ikke længere er aktive.
Læs også: Test af Google Pixel 8 Pro – Google udfordrer de bedste
Undgå at få slettet din gamle, inaktive Google-konto
Google sletter ikke alle inaktive Google-konti. Der gælder nemlig visse undtagelser.
En konto undgår at blive slettet, hvis den er blevet brugt til at købe et Google-produkt, eller hvis et abonnement stadig er aktivt – det kan være til betaling af ekstra lagerplads. Er din gamle Google-konto en del af et Workspace-miljø og tilhører en organisation (såsom skole eller arbejdsplads), bliver den heller ikke slettet. Den nye politik vedrører kun private konti.
Google begynder processen med at slette konti fra 1. december, men de sletter ikke alt på samme dag. Ifølge Google kommer til at foregå i faser, hvor de begynder med konti, der er blevet oprettet og derefter aldrig brugt. Selskabet sender også advarsler ud til kontoens e-mailadresse samt genoprettelsesadresse, inden kontoen slettes.
Hvis man vil være sikker på, at kontoen ses som aktiv, bør man logge ind på sin Google-konto, så Google registrerer den som aktiv. Man kan også logge ind på YouTube, Drev, downloade en app fra Play Butik eller bruge søgemaskinen, hvor man er logget ind fra kontoen.
Læs også: Google vil samarbejde med Apple om RCS