Tilliden til AI-selskaberne falder som aldrig før
Tilliden til AI-selskaber er faldet på globalt plan med omkring otte procentpoint fra 61 procent til 53 procent. I USA står det endnu værre til her. Her er tilliden faldet med hele 15 procentpoint fra 50 til 35 procent.
Det viser nye tal fra PR- og konsulentvirksomheden Edelman, hvor 32.000 respondenter fra 28 lande har deltaget i det såkaldte Edelmans Trust Barometer.
I USA lader der til at være stor forskel på tilliden til AI-selskaber alt efter respondenternes politiske tilhørsforhold. Dem, der stemmer demokratisk, har generelt større tillid til AI-selskaber, hvor 38 procent udtrykker tillid. For republikanere er tallet 24 procent, mens det blandt uafhængige ifølge undersøgelsen er 25 procent.
Læs også: Apple kommer med banebrydende AI-nyheder i år
Flere årsager til dalende tillid til AI
Der er flere faktorer, der bidrager til det generelle fald i tilliden til de selskaber, som studiet handler om, mener Justin Westcott, der er Edelmans formand for global teknologi.
”Hovedårsagen til bekymringerne om AI handler om invasion af privatlivet, muligheden for at AI kommer til at devaluere menneskelige bidrag og bekymring for uregulerede teknologiske spring, der tilsidesætter etiske overvejelser,” siger Justin Westcott og tilføjer:
”Dataet peger på en oplevet mangel på gennemsigtighed og ansvarlighed for, hvordan AI-selskaber fungerer og engagerer sig i samfundet.”
Teknologiområdet er generelt ved at miste tilliden fra forskellige sektorer, siger Edelman, og påpeger hovedpunkterne fra studiets resultater.
”For otte år siden var teknologien den førende industri i 90 procent af de lande, vi kigger på. Nu er den kun den mest betroede i halvdelen,” skriver selskabet om de 28 lande, som de er aktive i.
Justin Westcott mener, at resultaterne bør være et “wake up call” for AI-selskaberne om at “genopbygge tilliden gennem etisk innovation, ægte samfundsengagement og partnerskaber, der sætter mennesker og deres bekymringer i centrum for AI-udviklingen.”
Læs også: Ny AI-videogenerator vækker Mona Lisa til live
Samfundets accept af AI står ved en skillevej
Når det gælder indvirkningerne på fremtiden for industrien som helhed, ”står samfundets accept af teknologien nu ved en skillevej,” siger han og tilføjer, at tilliden til AI og selskaberne bag bør ses ”ikke kun som en udfordring, men som en mulighed.”
Prioriteter bør ifølge Westcott handle om etiske tiltag, gennemsigtighed og et ”vedholdende fokus” på de fordele for samfundet, AI kan give os.
Skillevejen for tilliden til AI, som vi ser nu, kræver en samlet indsats fra industrien, kommer studiet frem til.
Læs også: Gemini genererer historisk ukorrekte billede af nazister
EU indfører verdens første regler for AI
Den aftagende tillid til AI kommer i en tid, hvor embedsmænd i både USA og EU søger efter løsninger på, hvordan man skal lovgive på området inden for AI.
Bekymringerne om AI går særligt på, at teknologien er en såkaldt black box – altså det faktum, at vi fodrer AI-tjenester med en masse træningsdata (input), men ikke har mulighed for at undersøge, hvordan og efter hvilken logik algoritmerne er kommet frem til deres output.
EU’s AI-forordning blev foreslået i april 2021 og ventes vedtaget enten i denne måned eller i april. Den bliver verdens første lov, der regulerer AI.