Nu kan du bruge ChatGPT uden at have en konto
OpenAI kræver ikke længere, at man har en konto hos firmaet for at bruge selskabets gratis AI-platform, ChatGPT. Det gælder dog kun for ChatGPT og ikke de øvrige tjenester, som AI-chatbotten kan give adgang til med en profil eller et abonnement.
De øvrige OpenAI-produkter som DALL-E 3 koster penge at bruge, og de kræver derfor også, at man har en konto.
”Vi ruller dette ud gradvist med målet at gøre AI tilgængeligt for alle, der er nysgerrige omkring dens egenskaber,” oplyser OpenAI i et blogindlæg om de nye muligheder.
Se også: ChatGPT bliver “væsentligt bedre” til sommer
Faldende brugertal og øget konkurrence fra Google
Siden ChatGPT kom i slutningen af 2022, har interesserede brugere været nødt til at oprette en konto hos OpenAI. Chatbotten blev hurtigt populær og gjorde ChatGPT til en af de hurtigst voksende tjenester nogensinde. Selskabet indførte betalingsabonnementer, som gav brugere adgang til nye produkter som tekst-til-billede-generatoren DALL-E og andre mere avancerede modeller. Det kræver også en konto at gemme og genbesøge sin chathistorik, dele chatsamtaler og gennemføre talte samtaler.
OpenAI har meldt ud, at over 100 millioner mennesker i 185 lande bruger ChatGPT hver uge. Analysetjenesten SimilarWeb vurderer, at ChatGPT havde omkring 1,6 milliarder besøg i løbet af februar måned. Det gør den til den mest besøgte AI-chatbotside, selvom Googles Gemini også er begyndt at blive populær. Trafikken på siden er dog gået lidt tilbage fra det absolutte toppunkt i maj 2023. I løbet af den måned havde ChatGPT omkring 1,8 milliarder besøg.
OpenAI har fortalt, at de har implementeret ”yderligere sikkerhedsforanstaltninger for indhold” i forbindelse med, at kravet om en konto er fjernet. Det inkluderer at blokere prompts i flere kategorier. De nævner dog ikke noget mere specifikt om, hvilke kategorier der er tale om.
Det er stadig muligt at fravælge brugen af sine chats til at træne modellen – også hvis man ikke har en konto. Brugere af ChatGPT kan vælge eller fravælge, at deres aktivitet på ChatGPT bliver brugt til at træne OpenAI’s AI-modeller.
Andre produkter fra OpenAI, herunder den kommende tjeneste Voice Engine, der via AI kan klone stemmer, og platformen til at skabe videoer, Sora, er stadig kun tilgængelige for et begrænset antal brugere og OpenAI-partnere. Almindelige har endnu ikke adgang til disse som en del af de øvrige fordele ved eksempelvis ChatGPT Plus.
Se også: Studerendes brug af ChatGPT forbundet med hukommelsestab og overspringshandlinger