Nissans nye infotainmentsystem med Android Automotive kommer til Europa
Nissan har annonceret, at næste generation af producentens NissanConnect-infotainmentsystem ruller ud til sine biler i Europa. Den nyeste version af NissanConnect er allerede tilgængelig i Nordamerika og er nu også på vej til europæiske kunder.
Se også: Alle elbiler fra Nissan på markedet i Danmark
NissanConnect – nu med adgang til Google Maps og Play Butik
Det nye NissanConnect-system er baseret på Android Automotive og tilbyder en dybere integration med Google-tjenester og adgang til Googles stemmeassistent. Blandt andet får man adgang til Google Maps, ligesom man kan downloade et væld af apps fra Google Play.
Ifølge Nissan kan Google Assistent bruges til blandt andet at styre funktioner såsom klimaanlæg og navigation.
Google Maps kan også nemt guide dig til en kompatibel ladestander og reducere omkostningerne ved at foreslå tidspunkter for opladning, hvor det er billigst uden for spidsbelastningstidspunkterne.
NissanConnect tilbyder dybere integration med telefonens app og giver dig mulighed for at tænde for klimaanlægget fra mobilen. Appen giver dig også besked, hvis du har glemt at lukke en dør eller et vindue.
Se også: Alle elbiler fra Nissan i Danmark
Flere bilproducenter skifter til Android Automotive
Det er ikke kun Nissan, som er travlt beskæftiget med at opgradere sit infotainmentsystem. Også Audi og Porsche har for nylig løftet sløret for deres nye infotainmentsystem baseret på Android Automotive. Her har tyskerne dog valgt ikke at bruge Google-tjenester, så det betyder ingen adgang til Google Maps og Google Play via bilens inbyggede software. Dog kan man tilgå Google Maps og et udvalg af apps via Android Auto, som kører gennem brugerens Android-smartphone.
I den nye Ford Explorer bruger den amerikanske bilproducent også Android Automotive. Også Rivian, Maserati, Lucid, Lotus, Fiat og BMW bruger Android Automotive – dog uden Google-tjenester – i en eller flere biler.
Se hvilke bilmærker der skifter til Android Auomotive i 2024. Forvirret over Android Auto og Android Automotive? Læs om forskellen her.
Se også: Sammenlign elbiler i Danmark på pris og kvalitet
Hvornår kommer NissanConnect med Android Automotive?
Siden januar har Nissan allerede understøttet det nye, Android Automotive-baserede NissanConnect i 2024-udgaven af crossoveren Rogue, som fås i USA.
Herhjemme i Europa er det i første omgang den opdaterede 2024-udgave af Nissan Qasqai, der dog ikke fås som elbil, som får den nye software som en over the air-opdatering sidst på måneden. Det er tvivlsomt, om eksisterende ejere af Nissan Ariya får opdateret softwaren til det nye infotainmentsystem.
Vi har spurgt Nissan om dets planer med NissanConnect med Android Automotive.
Vi anbefaler:
Hvilke elbiler er Bedst i Test?
Test og anmeldelser af elbiler
Se de billigste elbiler, der er på vej i 2024, 2025 og 2026