Sonos lancerer trådløse Ace-hovedtelefoner med tabsfri lyd
Der har længe været rygter om, at Sonos skulle være på vej med at sæt trådløse over ear-høretelefoner, men efter flere Sonos-lanceringer uden et ord om hovedtelefonerne er det alligevel lidt af en overraskelse, at Sonos nu alligevel lancerer de trådløse over ear-hovedtelefoner Sonos Ace.
Se også: Top 5: De absolut bedste over ear-høretelefoner
Dolby Atmos, tabsfri lyd og hovedsporing
De nye Sonos Ace kommer med Dolby Atmos, tabsfri lyd via Sound AptX Lossless og Apple Lossless Audio Codec og tracking af dit hoveds bevægelse. Med hovedsporing ”låses” lyden, så den for eksempel lyder som om, at den kommer fra den retning, hvor din tv-skærm står. Hvis du vender ryggen til, vil lyden komme bagfra. På den måde føles lyden mere ægte i høretelefonerne.
Sonos Ace kommer også med aktiv støjreducering og Aware-tilstand, så du kan slå lyden fra omgivelserne til, når der er behov for det. Opladning foregår med USB-C-kabel, og en opladning kan holde dem kørende i op til 30 timer med ANC aktiveret. Hovedtelefonerne kommer med en hurtigladefunktion, der giver dig tre timers brug med tre minutters opladning.
Hovedtelefonerne er, så vidt vides, også de første med Bluetooth 5.4. Sonos Ace måler 191 mm i højden, 160 mm i bredden og 85 mm i dybden og vejer 312 gram.
Se også: Første Android 15-betaudgave er ude – her er nyhederne
Hent lyden fra din soundbar
Hvis du har en Sonos-soundbar, vil Sonos Ace føles endnu mere geniale. Så er det nemlig muligt at ”hente lyden” fra soundbaren. Med et tryk på en knap skifter lyden fra soundbaren til hovedtelefonerne. Det er smart, for så behøver du ikke længere se film om aftenen ved lav lydstyrke. I stedet kan du skifte til Sonos Ace og få fuld smæk på musikken.
Se også: Snart kan du dele Bluetooth-lyd med flere på én gang
Sonos Ace: Pris og tilgængelighed i Danmark
Sonos Ace har en dansk pris på 3.699 kroner. De kan købes i Danmark fra den 5. juni 2024. Sonos Ace kan fås i farverne sort og hvid (Soft White).
Se også: Spotify lancerer snart Music Pro: Tabsfri lyd i høj kvalitet