Avanceret stemmetilstand i ChatGPT klar i Danmark
ChatGPT’s længe ventede avancerede stemmetilstand er nu tilgængelig i Danmark – og samtidig også på dansk.
OpenAI annoncerede funktionen tilbage i september, men europæiske brugere af ChatGPT blev forbigået. OpenAI valgte nemlig at gøre funktionen tilgængelig i et begrænset antal lande og kun for Plus- og Team-abonnenter.
Avanceret stemmetilstand kræver stadig et betalt abonnement i ChatGPT, men nu behøver man altså ikke bruge en VPN-tjeneste for at få adgang til funktionen.
Se også: Hvad er kunstig intelligens? Sådan ser fremtiden med AI ud
Mere naturlige samtaler
OpenAI har længe haft en stemmetilstand i ChatGPT, som også har fungeret på dansk, men man kan vist roligt sige, at den computergenererede stemme har haft et lidt gebrokkent dansk.
Ifølge OpenAI har man i den nye, avancerede stemmetilstand en langt mere naturlig og flydende samtale med AI-chatbotten, hvor man ikke behøver at holde pauser. AI-chatbotten kan også svare meget mere naturligt og gøre brug af mere menneskelignende intonationer, variation i stemmeleje og skiftende tempo. Vi har prøvet tilstanden og oplever dog fortsat, at der er plads til forbedring, ligesom den begyndte at skifte over til at tale engelsk.
For at komme i gang med Avanceret stemmetilstand i ChatGPT skal du download ChatGPT som app til en iPhone eller Android-telefon og abonnere på enten Plus- eller Team-abonnementet.
ChatGPT Plus koster 167 kroner per måned, men i fremtiden bliver ChatGPT endnu dyrere.