Disse elbiler har vehicle-to-load (V2L)

Se alle elbiler i Danmark, der understøtter funktionen vehicle-to-load (V2L), og som kan levere strøm fra elbilens batteri til andre elektriske apparater.

Elbiler

Vehicle-to-load (V2L) er en smart teknologi, hvor du kan forsyne strøm fra elbilens højvoltsbatteri til andre elektroniske apparater – store som små.

Langt fra alle elbiler understøtter dog V2L. Se alle elbiler med vehicle-to-load (V2L) – også kaldet tovejsopladning.

Se også: Sammenlign elbiler på pris og kvalitet

Hvilke elbiler har vehicle-to-load (V2L)?

Det er langt fra alle elbiler, som understøtter vehicle-to-load. Kun omkring hver femte elbil på markedet har understøttelse af en eller anden form for V2L.

Nedenfor kan du se alle elbiler med V2L, hvor høj strømeffekt de kan forsyne apparater med og om bilerne har indvendig V2L, udvendig V2L eller begge typer.

Bedste elbiler med V2L

Et bredt udvalg af elbiler fra blandt andet Hyundai, Kia, Volkswagen, Audi, Skoda, Peugeot og Volvo understøtter V2L med en effekt på 3,5-3,6 kW.

Elbiler som Polestar 3, Polestar 4, Volvo EX90 samt udvalgte modeller fra Mercedes-Benz og MG har ligeledes V2L annonceret.

Særligt elbilerne fra Hyundai, Kia, Skoda, Volkswagen og Audi er værd at fremhæve, da også understøtter V2L via et 230 volt strømudtag i kabinen.

Hvad er vehicle-to-load (V2L)?

Er du usikker på, hvad vehicle-to-load (V2L) helt præcist er? Læs med her og bliv klogere på, hvorfor elbiler med V2L er smarte.

Vehicle-to-load (V2L) eller tovejsopladning er en teknologi, som gør det muligt for elbilens højvoltsbatteri at forsyne strøm til andre enheder. Det kan gøres på to forskellige måder: Udvendigt eller indvendigt:

Udvendigt V2L

Den mest anvendte form for V2L er, hvor man tilkøber en original V2L-adapter hos bilproducenten eller en uoriginal til en meget lavere pris, der virker lige så godt. Priser for uoriginale ligger mellem 400 og 1.000 kroner, mens de originale kan være væsentligt dyrere.

Adapteren sættes på bilens udvendige Type 2-port, og i den anden ende af adapteren sidder et 230 volt strømudtag, som man kan indsætte elektriske apparater i.

Det kan være campingudstyr, oplader til en bærbar computer, et køleskab, el-grill, elektriske pumper, varmeapparater, ventilatorer og små nødgeneratorer. Ja, man kan sågar oplade en anden elbil med en mormorlader med teknologien, hvis det skulle være.

Indvendigt V2L

Nogle elbiler er også udstyret med V2L, som virker indvendigt i bilen. Her er der monteret et 230 volt strømudtag i kabinen – som regel omkring midterbagsædet.

Her ses indvendig V2L monteret under midtersædet i Hyundai Ioniq 6. Foto: Hyundai

På samme måde kan man tilslutte elapparater på samme måde, som var det hjemme i en bolig.

V2L, V2H og V2G – hvad er forskellen?

Hvis du har hørt om V2L, har du måske også hørt om de beslægtede teknologier V2H og V2L. Der er dog væsentlige forskelle på de tre teknologier:

  • Vehicle-to-load (V2L) leverer 230 volt strøm fra bilen til andre apparater – enten via den udvendige Type 2-port, indvendigt via 230 volt-strømudtag eller begge dele.
  • Vehicle-to-home (V2H) forsyner strøm fra elbilen direkte til husstanden og kan fungere som en form for simpel backupløsning i tilfælde af strømsvigt eller som billig strømforsyning til hjemmet i perioder med høj efterspørgsel på strøm.
  • Vehichel-to-grid (V2G) er en teknologi, der gør det muligt for elbiler at sende strøm tilbage til elnettet, og som dermed kan hjælpe med at stabilisere elnettet.