Første smugkig på Android 16 klar til udviklere

Android 15 er kun lige rullet ud til Googles Pixel-enheder, men alligevel har Google allerede lanceret det første smugkig på den næste Android 16-version.

Første smugkig på Android 16 klar til udviklere

Den første preview-udgave af Android 16 er nu tilgængelig for udviklere. Lanceringen af Android 16 Developer Preview 1 markerer en fremskyndet udgivelsesplan, fordi Google ønsker, at lanceringen af den færdige Android 16-software passer bedre til forårslanceringen af nye smartphones.

Google har udgivet en foreløbig tidslinje for Android 16, som viser, at den endelige software ventes at være klar efter april 2025. Indtil da vil der komme en ny udgave hver måned – først endnu et Developer Preview i december efterfulgt af betaopdateringer frem til foråret 2025.

”Dette er starten på, at Android får hyppigere API-udgivelser som en del af vores indsats for at drive hurtigere innovation i apps og enheder,” siger Android Developer-chef Matthew McCullough.

Se også: De bedste priser og tilbud på Pixel-telefoner

Nyheder i Android 16

Da der er tale om det første smugkig på Android 16, er der endnu ikke mange nyheder at berette om. De vil komme drypvis i de kommende måneder.

Dog ved vi allerede nu, at Android 16 giver udviklere af apps mulighed for at integrere den såkaldte fotovælger – altså den menu, der giver brugerne mulighed for at vælge specifikke billeder og videoer, som de vil dele – direkte i deres apps. Det skulle gøre det mere problemfrit at dele medier med apps uden at give dem adgang til hele din enhed eller dit cloud-lagerbibliotek.

Android 16 indeholder også den seneste version af Privacy Sandbox, som er Googles nye løsning til forbedret privatliv og annoncesporing på Android-telefoner. Privacy Sandbox skal erstatte det, der i dag hedder annoncerings-id i Android, og som gør det muligt for apps og hjemmesider at give personligt tilpassede annoncer.

Android 16 kommer også med en ny udgave af Health Connect-appen, som ”indeholder en tidlig version af API’er, der understøtter sundhedsjournaler”. Det giver apps mulighed for at læse og skrive lægejournaler i FHIR-format. Dermed kan apps og medicinsk udstyr dele oplysninger og journaler med udtrykkeligt samtykke fra brugeren på samme måde, som wearables og fitnesstrackere allerede gør. Denne funktionalitet svarer til Apple Health-funktionen på iPhones.

Andre nyheder i Android 16

  • Privatlivspanel kan nu vise et overblik over de sidste 7 dage frem for kun de sidste 24 timer
  • Ny “eksperimentel tilstand” for skærmens farver
  • Begrænsning af notifikationer: Når man modtager mange notifikationer inden for kort tid, vil enheden skrue ned for lyden og begrænse notifikationerne i op til 2 minutter. Dette påvirker ikke opkald og stjernemarkerede kontakter.
  • Deling af lyd: Nu kan man via Bluetooth dele sin lyd fra telefonen på flere Bluetooth-enheder på én gang.
  • “Ekstra dæmpet lysstyrke” er nu en valgmulighed i skærmindstillinger i stedet for en genvej i panelet hurtigindstillinger.

I de kommende måneder vil flere nyheder dukke op, efterhånden som Android 16 nærmer sig lancering.

Se også: Disse Android-telefoner får flest opdateringer

Hvordan får jeg Android 16?

Da der er tale om et såkaldt Developer Preview, kræver det lidt teknisk snilde at få opdateringen til sin telefon. For det første skal du have en af følgende Android-telefoner eller -tablets for at kunne få Android 16 allerede nu:

Installationen af opdateringen foregår ved en metode kaldet flashing. Det vil sige, at man downloader en .zip-fil med opdateringen til en computer og tilslutter telefonen til computeren via USB-kabel. Via det såkaldte Android Flash Tool fra Google kan man gennem sin browser installere det nye styresystem på sin Pixel-enhed. Dertil skal man også aktivere indstillinger for udviklere og dernæst USB-fejlretning på sin Android-enhed.

Synes du disse trin lyder lidt for omstændigt, bør du vente, til der er en betaudgave klar. Denne bør være tilgængelig som en over the air-opdatering.

Perspektivering

Vi er kun for nylig begyndt at se Android 15 rulle ud, før vi nu begynder på Android 16. Google vil med al sandsynlighed være klar med Android 16 i foråret, inden de sidste producenter overhovedet er færdige med at rulle Android 15 ud til eksisterende telefoner.

Hvis du ønsker hurtige opdateringer, er det derfor ikke ligegyldigt, hvilket telefonmærke du vælger. Google er hurtigst med Android-opdateringer og opdaterer også sine telefoner i 7 år. Samsung lover også op til 7 års opdateringer, men er ikke nær så hurtig som Google.

Producenter som motorola, Sony, ASUS, ZTE, Nokia, Vivo og Realme leverer hverken nær så mange eller lige så hurtige opdateringer som Google, Samsung og OnePlus. Opdateringerne er vigtige, dels fordi de introducerer nye funktioner og dels retter kritiske fejl, som kan gøre din telefon sårbar, hvis ikke de rettes.