Mercedes’ elbiler understøtter nu menneskelignende samtaler
Mercedes-Benz har annonceret en ny opdatering til sit MBUX-infotainmentsystem, så du nu kan have mere naturlige og menneskelignende samtaler med bilens MBUX-stemmeassistent, mens du kører bil.
Se også: Se alle elbiler fra Mercedes-Benz
Spørg din Mercedes om alt mellem himmel og jord
Som et af de første bilmærker introducerede Mercedes-Benz i sommeren 2023 understøttelse af den populære AI-chatbot ChatGPT. Med den nye opdatering er Mercedes-Benz’ biler dog blevet væsentligt smartere, for nu har de en generel viden om alt mellem himmel og jord.
Man aktiverer som normalt den ChatGPT-drevede MBUX Voice Assistant ved at sige ”Hej Mercedes”. Det nye er, at du nu kan have naturlige, menneskelignende samtaler, fordi ChatGPT-integrationen nu også søger efter viden på internettet gennem Bing. Til formålet anvender Mercedes Microsofts Azure OpenAI Service.
Du kan dermed stille spørgsmål om alle tænkelige emner. Stemmeassistenten foretager en Bing-søgning og opsummerer derefter resultaterne på en naturlig, menneskelignende måde.
Eksempel på samtale med Mercedes MBUX-stemmeassistentFører: Hej Mercedes. Hvilke juleretter kan jeg lave til min familie i weekenden? MBUX-stemmeassistent: Overvej at lave en traditionel stegt gås eller and, som begge er populære julesretter i Tyskland. Tilbered den med tilbehør som rødkål og dumplings til et festmåltid. Fører: Hvad er nogle amerikanske juleretter? MBUX-stemmeassistent: Amerikanske juleretter består ofte af en række hyggelige og festlige retter. Stegt kalkun er en klassiker. Til dessert er græskartærte og pekantærte traditionelle favoritter, som giver en sød og festlig afslutning på ethvert julemåltid. Fører: Hvilke ingredienser skal jeg bruge for at lave græskartærte? MBUX-stemmeassistent: For at lave en traditionel græskartærte skal du bruge græskarpuré på dåse, æg, sukker og kondenseret mælk til fyldet. Krydderier som kanel, muskatnød og ingefær tilfører varme og smag. Fører: Det lyder rigtig godt. |
Da stemmeassistenten er kontekstbevidst, kan du stille et opfølgende spørgsmål. MBUX Voice Assistant kan gemme en samtalehistorik på op til en time, så du kan fortsætte, hvor du slap.
Se også: Test og anmeldelser af elbilers infotainmentsystemer
Gratis opdatering til 3 mio. biler
Den nye funktionalitet er gratis og ruller ud til 3 millioner Mercedes-biler.
Til en start er den forbedrede stemmeassistent dog kun tilgængelig på engelsk og tysk.
Vi forventer, at den nye funktion i MBUX-stemmeassistenten bliver tilgængelig på flere sprog i fremtiden. Hvornår dansk er understøttet, er endnu uvist. Mercedes-Benz oplyser til Mobilsiden.dk, at der ikke er nogen tidshorisont for understøttelse af dansk sprog. Indtil da kan du tage den nye funktion i brug ved at ændre dets sprog til engelsk eller tysk.
Se også: Hvilke elbiler er Bedst i Test?
Perspektivering
Bilproducenterne har de senere år øget deres fokus på stemmeassistenter i takt med udbredelsen af AI-chatbots, der giver bilmærkernes stemmeassistenter helt nye egenskaber og gør dem langt mere brugbare.
AI-drevne stemmeassistenter gør det muligt at betjene bilens grundlæggende funktioner og samtidig have samtaler og søge viden om emner, mens du kører og uden at blive distraheret.
Ønsker du en bil med intelligent AI-stemmestyring, tilbyder bilmærker som Volkswagen, DS, Jeep, Peugeot, Opel og Audi adgang til ChatGPT. Har du ikke et af disse bilmærker, kan du opnå lignende funktionalitet med Googles Gemini-assistent via Android Auto og på sigt Siri via Apple CarPlay. Se alle elbiler med Android Auto og alle elbiler med Apple CarPlay.
Vi anbefaler:
Kommende elbiler i 2024, 2025 og 2026
Se priser på de billigste elbiler
Guide til opladning af elbil i hjemmet