OnePlus 15 bliver noget helt nyt

OnePlus' næste flagskibsmobil, rygtet til at hedde OnePlus 15, vil byde på helt nyt design og et farvel til Hasselblad-kameraet, påstår rygter.

OnePlus 15 bliver noget helt nyt

Det bliver OnePlus 15 og ikke OnePlus 14, der er OnePlus’ næste store flagskibsmobil – og der er spændende nyt i vente.

Se også: De absolut bedste Android-telefoner

OnePlus 15 får nyt design

Hvorfor ikke OnePlus 14? Ja, det ville være naturligt, at det næste flagskib fra OnePlus blev OnePlus 14, da seneste model hedder OnePlus 13. Men da tallet 4 i Kina er forbundet med uheld, springer man typisk dette over.

Derfor bliver OnePlus’ næste topmobil OnePlus 15, fortæller de seneste lækkede informationer.

Derudover forventes den at få Qualcomms næste topchip, efterfølgeren til Snapdragon 8 Elite, kaldet Snapdragon 8 Elite Gen 2.

En læk antyder også en ændring til en helt flad 6,78-tommer LIPO-skærm med en 1,5K-opløsning – en mulig nedgradering i skærmopløsning fra OnePlus 13.

Dropper Hasselblad-samarbejdet

Kameraet bliver formentlig tre styk 50 megapixel kamerasensorer med vidvinkel, ultravidvinkel og periskopkamera med lang zoom, men uden den ellers velkendte Hasselblad-branding.

OnePlus har siden OnePlus 9, som blev lanceret i 2021, samarbejdet med den svenske kameraproducent Hasselblad, i et forsøg på at forbedre deres foto- og videokvalitet. Men fra OnePlus 15 er det angiveligt slut med dette samarbejde.

I stedet kan OnePlus lancere deres egen nye kamerabranding, og vil muligvis låne moderselskabet Oppo’s LUMO-kamerabranding, påstår rygterne.

OnePlus 15 får desuden et nyt design, blandt andet med et nyt firkantet kameradesign, hvor det på OnePlus 13 er rundt.

Ovenstående er stadig kun rygter, så tag dem med et gran salt.

Lancering af OnePlus 15

Vi forventer at OnePlus 15 lanceres i oktober. Dog er det ikke umuligt, at OnePlus rykker lanceringen frem, hvilket vi ser flere Android-producenter gøre i år.

Dog forventes den først senere at blive lanceret i Danmark.

Se også: Priser og tilbud på telefoner fra OnePlus

Perspektivering

OnePlus 15 bliver blandt seneste generation af flagskibsmobiler, som kommer til at skulle konkurrere mod Google Pixel 10, Xiaomi 16, Samsung Galaxy S26 og ikke mindst iPhone 17.

Se de absolut bedste mobiltelefoner i Danmark her.