Chrome til Android får længe ventet funktion
Google ruller nu en længe ventet funktion ud til Chrome-browseren på Android-telefoner: muligheden for at flytte adresselinjen fra toppen af skærmen til bunden af skærmen.
Funktionen gør det nemmere at betjene browseren med én hånd – især på store telefoner – og placerer adressefelt, faner og menuikoner nederst på skærmen. Det er fortsat muligt at placere adresselinjen øverst, hvis man foretrækker dette.
Funktionen aktiveres ved at holde fingeren på adressefeltet og vælge “Flyt adressefelt til bunden” eller via Indstillinger > Adresselinje.
Opdateringen er allerede ved at blive rullet ud og bliver tilgængelig for alle Android-brugere i løbet af de kommende uger.
Chrome til iOS fik samme mulighed i 2023, mens funktionen i Android-udgaven af browseren har været under udvikling siden oktober 2024.
Se også: Xiaomi smart home – gør livet lettere
Nem enhåndsbetjening af Chrome til Android
Ændringen kan synes som en lille detalje, men vi vil påstå, at der er tale om en stor nyhed, som gør Chrome-browseren langt mere anvendelig på den lille mobilskærm. Det giver sig selv, at det er nemmere at betjene centrale funktioner på store smartphones, der nærmer sig 7 tommer, når funktionerne er placeret nederst på skærmen frem for øverst, som de fleste har svær ved at nå med én hånd.
Det er derfor lidt af en nobrainer, at Chrome nu giver samme funktionalitet, som man finder i flere andre browsere såsom Firefox, Brave, Samsung Internet og Vivaldi.
Det eneste, som Chrome nu mangler i forhold til konkurrenterne, er adgang til udvidelser. Det arbejder Google allerede på – dog kun til tablets i første omgang.
Se også: OpenAI køber gerne Chrome-browseren af Google
Perspektivering
Chrome er en af de foretrukne apps hos rigtig mange danskere – også iblandt iPhone-brugere, som foretrækker Googles browser over Apples egen Safari-browser.
Ønsker du at finde andre gode apps til din mobiltelefon? Se de mest populære apps i Danmark.