Ny Renault Megane E-Tech er landet – prisen overrasker positivt

Renault giver nu Megane E-Tech større batteri, hurtigere opladning og mere udstyr for en minimal prisstigning. Se alle forskelle på den nye og gamle Renault Megane E-Tech.

Renault
Foto: Renault

Prisen på den faceliftede Renault Megane E-Tech lander på 249.990 kroner for 2027-udgaven, som byder på både større batteri og hurtigere opladning.

Selvom startprisen er steget en smule, får du markant mere elbil for pengene end tidligere – særligt hvis du vælger den dyreste udgave.

Ny front, nyt batteri og hurtigere opladning

Renault Megane E-Tech Electric kom på markedet i 2022, og efter faldende salgstal i et benhårdt segment giver franskmændene nu modellen en tiltrængt overhaling.

Udvendigt har elbilen derfor fået en helt ny front med diamantformede kørelys og en opdateret lyssignatur bagpå.

Den største nyhed gemmer sig dog under gulvet, hvor det hidtidige 60 kWh NMC-batteri er skiftet ud med et nyt 67 kWh LFP-batteri.

Skiftet løfter WLTP-rækkevidden fra 468 kilometer til op mod 494 kilometer og hæver den maksimale DC-ladeeffekt fra 130 kW til 165 kW.

Det barberer fire minutter af ladetiden fra 10 til 80 procent, som nu klares på 26 minutter. Samtidig tåler LFP-batteriet bedre at blive ladet op til 100 procent i hverdagen uden at tage skade.

Læs ogsåPriser, specifikationer og billeder af Renault Megane E-Tech Electric

Farvel til den billigste og dyreste udgave

Med 2027-modellen rydder Renault kraftigt op skærer antallet af varianter ned fra tre til blot to. Den tidligere topmodel Iconic til 269.990 kroner er nu fortid, mens den oprindelige indstigningsmodel med det lille 40 kWh batteri længe før blev fjernet.

Tilbage står udelukkende varianterne Techno og Esprit Alpine, som begge har samme 67 kWh batteri og en elmotor med 220 hestekræfter.

Derudover bliver Android Automotive-infotainmentsystemet med Google-tjenester opdateret med AI-assistenten Gemini og en ny smartphoneapp kaldet rnlt, der erstatter den gamle og ofte ustabile MyRenault-app .

Den nye Renault Megane E-Tech er samtidig også forberedt til både V2L og V2G, hvilket gør det muligt at sende strøm tilbage til elnettet eller oplade elektriske apparater på farten.

Læs ogsåAlle elbiler fra Renault

Minimal prisstigning dækker over stort løft

Sammenligner man direkte med prislisten fra 2025, er startprisen på Techno steget med 5.090 kroner til 249.990 kroner. Det er dog en yderst beskeden merpris, når man ser på listen over nyt standardudstyr.

Hvor Techno tidligere måtte nøjes med 18 tommer fælge og en lille 9 tommer skærm, følger både 19 tommer alufælge og den store 12 tommer infotainmentskærm med i prisen på 2027-modellen.

Det eneste reelle minus ved det nye batteri er, at bilens vægt stiger med omkring 100 kg, hvilket øger strømforbruget fra 151 Wh/km til 158 Wh/km.

Læs ogsåSeneste nyheder om Renault

Esprit Alpine er det klart bedste køb

Selvom basismodellen Techno er blevet stærkere, er det udgaven Esprit Alpine til 264.990 kroner – ligeledes en stigning på 5.000 kroner fra de tidligere 259.990 kroner – der løber med opmærksomheden.

Merprisen på 15.000 kroner over Techno giver nemlig adgang til udstyr, der langt overstiger værdien af prisforskellen.

Fordi den tidligere topmodel Iconic er udgået, har Esprit Alpine arvet en stor del af udstyret fra Iconic. Du får derfor Harman Kardon-lydanlæg, 360 graders kamera, elektriske forsæder med massage, 20 tommer fælge, gratis sort metallak og den fulde pakke med aktive førerassistenter.

Skulle du tilkøbe tilsvarende udstyr og lak til Techno-modellen, ville regningen løbe op i over 33.000 kroner – og du ville stadig mangle flere udstyrselementer.

Samtidig er Esprit Alpine nu 5.000 kroner billigere end den udgåede Iconic-model, hvilket gør den til det oplagte valg i modelprogrammet.

Den opdaterede Renault Megane E-Tech Electric kan bestilles allerede nu og får dansk premiere hos forhandlerne i weekenden den 9. og 10. januar 2027.

Læs ogsåAlle hatchbacks sorteret efter popularitet