Norlys overtager ladekunder efter E.ON-exit
Efter E.ON i maj stoppede salget af ladebokse til private og erhverv, kan E.ON-kunderne nu fortsætte med at bruge deres intelligente ladeboks hos Norlys.
Med E.ON’s exit og Norlys’ mange opkøb af mindre ladeudbydere bør nye Norlys-kunder tjekke prisen på deres ladeabonnement nøje efter – se hvad ændringen betyder.
Se også: Hvilke elbiler er Bedst i Test?
E.ON-ladekunder rykker til Norlys
Energiselskabet Norlys overtager en stor del af E.ON Drives danske privat- og erhvervskunder med egen ladeboks.
Fra november 2025 kan tidligere E.ON Drive-kunder fortsætte deres serviceaftale hos Norlys med den eksisterende intelligente ladeboks uden at skulle skifte udstyr.
Aftalen sikrer, at ladeløsningen forbliver driftssikker, og at man kan styre opladningen, så bilen får strøm, når strømmen er grønnest og billigst.
E.ON meddelte i maj 2025, at ladeudbyderen stoppede al salg af ladeløsninger til private og erhverv gennem E.ON Drive, men at ladenetværket af offentlige ladere gennem E.ON Infrastructure fortsætter.
Norlys har ikke i sinde at fortsætte med at udbyde E.ON’s tidligere all inclusive-abonnement med fri opladning til en fast pris. Disse kunder får derfor deres ladeaftale opsagt, men kan vælge et af Norlys’ eksisterende ladeabonnementer.
Se også: Opladning af elbilen med Clever eller Norlys: Hvem er billigst?
Nye Norlys-kunder bør undersøge lademarkedet
Norlys’ overtagelse af mange af E.ON’s mange kunder er på én og samme tid en god og dårlig nyhed for danske elbilister.
For det første er det godt nyt for de elbilister, som hidtil har haft en ladeboks fra E.ON. Ved at Norlys overtager driften af deres ladebokse og ladeabonnementer undgår kunderne nu at stå med en ladeboks, der ikke kan styres intelligent, og som ikke får eventuelle softwareopdateringer.
Det betyder, at E.ON-kunder kan fortsætte med at beholde deres ladeboks og i teorien ikke behøver at foretage sig noget, hvilket sparer dem for besværet med at skulle finde en ny ladeløsning og udskifte ladeboksen til en anden.
Den knap så gode nyhed er, at konkurrencen på lademarkedet mindskes. Norlys har de seneste år været godt i gang med at opkøbe mindre ladeoperatører som AURA, The Charger, Sperto, Ampera og har nu senest overtaget mange E.ON-ladekunder.
Norlys er på kort tid blevet en kæmpestor ladeoperatør med betydelige markedsandele både på markedet for hjemmeladere og offentlig opladning. En konsolidering på lademarkedet er skidt for konkurrencen, da der nu er færre udfordrere til store ladeudbydere som Norlys.
Norlys har i dag flere ladeabonnementer – enten fast månedlig pris til henholdsvis 449 kr./md. eller 599 kr./md. med en begrænset mængde strøm til rådighed om måneden eller et forbrugsafregnet abonnement med en serviceaftale med/uden elaftale hos Norlys. Dertil kan man for en fast pris per måned få rabat på Norlys’ offentlige ladere. Hverken Norlys’ ladeløsninger til hjemmet eller offentlige opladere er blandt de billigste.
Nye Norlys-kunder, der kommer fra E.ON, bør derfor undersøge deres kørselsforbrug og genoverveje, om der er billigere ladeudbydere – eller om det overhovedet giver mening at have et ladeabonnement.
Særligt med udsigt til, at elafgiften stort set forsvinder i 2026 og 2027, bør man kraftigt overveje at skifte til en ladeudbyder, der ikke tager betaling for en serviceaftale, da den praktisk talt bliver ubrugelig de næste to år.
Se også: Ladeabonnement eller ej?
Perspektivering
Er du i tvivl om, hvilken ladeløsning og hvilket ladeabonnement du skal vælge? Eller hvilke ladeboks du bør vælge? Få hjælp til opladning af elbilen i hjemmet.
Vi anbefaler:
Billig og uafhængig opladning med TakeCharge
Guide til opladning af elbil i hjemmet
Disse elbiler har længst rækkevidde i forhold til prisen