OPPO udfordrer Apple og Samsung i Danmark

Mobilgiganten OPPO har en klar ambition om at komme i top 3 på mobilmarkedet i Danmark og er klar til at udfordre Samsung og Apple.

OPPO udfordrer Apple og Samsung i Danmark

En ny spiller på det danske mobilmarked melder nu sin ankomst. OPPO er klar til at tage kampen op mod Samsung og Apple med et fokus på pris.

Men det bliver en svær omgang for det kinesiske mærke, som ingen danskere kender – læs hvordan OPPO vil gøre det.

Se også: Bedste mobiltelefon til prisen

OPPO vil slå Samsung og Apple på pris

Det danske mobilmarked er i dag domineret af få stærke spillere, især Apple og Samsung, mens kinesiske mærker som Xiaomi og OnePlus samt Motorola har vundet fodfæste blandt prisbevidste forbrugere.

Nu er det OPPOs – også et kinesisk selskab –  tur til at træde ind i Danmark og resten af Norden. Spørgsmålet er, hvordan OPPO vil skille sig ud på et marked, hvor konkurrenterne allerede er mange, og om selskabet med aggressive priser kan udfordre de stærke brands på både innovation og design.

Den første smartphone fra OPPO herhjemme bliver Reno14:

  • Pris på Reno14: 4.299 kroner
  • Pris på Reno14F: 3.299 kroner

Med priser på henholdsvis 4.299 kr. og 3.299 kroner placerer Reno14-serien sig i mellemsegmentet rent prismæssigt, men kigger man på specifikationer er der flere premium-funktioner at hæfter sig ved.

OPPO markerer sin indtræden i Danmark med lanceringen af Reno14-serien, som kombinerer avancerede AI-funktioner og et særligt “havfruedesign”, der trækker på det, der tilsyneladende skulle være tidens mermaidcore-trend.

Telefonerne Reno14 5G og Reno14 F 5G rummer blandt andet AI-drevet blitzfotografering, AI Motion Photo 2.0 og billedredigering med intelligente funktioner som AI Eraser og AI Perfect Shot. Man får kameraer med 50 megapixel og op til 3 x optisk zoom.

Skærmene er AMOLED med 120 Hz opdateringsfrekvens og HDR10+-support og batteri på 6.000 mAh med 80W hurtig opladning. Begge modeller er IP69-certificerede og kan dermed klare vand og støv uden problemer.

Se også: Sammenlign tilbud på de bedste telefoner

Ruller hele sortimentet ud i Danmark

Udover telefoner har OPPO ambitioner om at udrulle sit fulde sortiment i Norden og Danmark, herunder smartwatches, tablets, headsets og routere.

Målet er ifølge selskabet at blive den tredje største aktør i regionen gennem langsigtede investeringer og lokale partnerskaber.

OPPO er ikke afskrækket af Apples dominans i Danmark. Jeremy Geng, OPPOs nordiske general manager, forklarer, at mange lande domineres af iPhone og Samsungs Galaxy-telefoner.

Danmark kan sammenlignes med Japan

“OPPO har lave priser og en unik tilgang til markedet. Japan kan sammenlignes med Danmark med iPhone-dominans og høje priser. Her kom OPPO ind med billigere telefoner, der kunne udfordre markedet og fik succes. Vi ser potentiale til at gøre det samme i Danmark”.

Han fremhæver selskabets ekspertise inden for mørkefotografering som et eksempel på, hvordan de tilbød japanske mobilbrugere et billigere og bedre alternativ.

OPPO og OnePlus, som har været i Danmark i mange år, har samme ejer og deler både hardware og software. Jeremy Geng mener dog ikke, at de to søsterselskaber, vil kannibalisere på hinanden.

“OnePlus er for eksempel gode på gaming og nichefunktioner, mens OPPO appellerer bredere. OPPO fremstår som et sikkert valg, mens OnePlus har en unik kanal til at nå en mere specifik målgruppe,” forklarer han.

Se også: Hvilke telefoner er de bedste 2025?

Stor udfordring i vente på det danske marked

OPPO står over for en stor udfordring i at etablere sig på et konkurrencetungt marked med masser af techbrands.

Dog kan OPPOs styrke ligge i kombinationen af dristigt design, stærk AI-integration og en bred portefølje af produkter.

Som verdens 5. største mobilproducent har OPPO muskler til at prøve kræfter med det danske marked og de kan gøre det endnu sjovere at være dansk mobil- og techforbruger, da selskabets tilstedeværelse kan øge konkurrencen og give flere valgmuligheder.

Perspektivering

Det betyder på, at OPPO vil udfordre konkurrenterne på kvalitet til prisen. Her kan du se de bedste Android-mobiler til prisen lige nu.