Clever One bliver dyrere

Clever fjerner rabatten på 100 kr./md. for Clever One-kunder med en Clever Power-elaftale. Samtidig sænkes tilbagebetalingssatsen for Clever One-kunder uden Clever Power.

Clever One bliver dyrere

Clever har opdateret vilkårene for sit Clever One-ladeabonnement gældende fra 1. marts 2026. Og der er dårligt nyt til de mange danskere, der har valgt Clever: Har du en ladeboks fra Clever, bliver det i 2026 dyrere at være Clever-kunde.

Se også: Hvad koster det at oplade en elbil?

Clever One med Clever Power bliver 100 kr. dyrere

For det første bortfalder den såkaldte Clever Power-rabat på 100 kr./md., som ladebokskunder med elaftale fra Clever (Clever Power) har fået.

Dermed vil prisen hedde 899 kr. + evt. energitillæg mod den nuværende pris på 799 kr. + evt. energitillæg.

Se også: Billig og enkel opladning af elbil

Lavere tilbagebetalingssats i perioden april-september

Den anden ændring gælder for Clever One-kunder med egen ladeboks, men uden Clever Power-elaftale. Her justerer Clever i den såkaldte tilbagebetalingssats.

Har man en Clever-ladeboks uden Clever Power-elaftale, lægger man selv ud for strømmen brugt til opladning. Ved udgangen af måneden udregner Clever en tilbagebetalingssats som et gennemsnit af elprisen baseret på spotprisen i Danmark inkl. tariffer, transport og afgift i tidsrummet kl. 24-06. Fra 2026 udvides tidsrummet fra april-september med kl. 11-17.

Hvad betyder det for Clever-kunder?

Udvidelsen af det antal timer på døgnet, hvor tilbagebetalingssatsen beregnes, betyder, at Clever udregner gennemsnittet ud fra flere timer, hvor strømmen typisk er billigere. Solceller producerer meget strøm i disse timer, og denne periode har typisk mange timer med overskudsstrøm. Det vil betyde, at Clever One-kunder uden Clever Power-elaftale kan forvente at få mindre tilbage pr. kWh i perioden april-september.

Fordi Clevers tilbagebetaling ikke er en 1:1-refusion af din faktiske elpris, men et gennemsnitsbeløb, som er uafhængigt af, hvornår du lader, hvilken pris du betaler for strømmen og valg af elaftale, kan du altså risikere at få mindre i tilbagebetaling, end du har haft af udgifter til opladning af elbilen.

Hvis du derimod primært oplader elbilen om natten (kl. 00–06) eller midt på dagen (kl. 11–17 om sommeren), vil dine ladeomkostninger matche den tilbagebetaling, der gives.

Ændringen betyder også, at det bliver sværere for Clever One-kunder uden Clever Power at oplade elbilen i tidsrum, som giver en lavere gennemsnitlig strømpris end den gennemsnitlige tilbagebetalingssats, som udregnes ved månedens udgang – altså er der udsigt til prisstigning for mange kunder.

Se også: Elbiler der kommer i 2025, 2026 og 2027

Mens konkurrenterne sænker priserne, gør Clever det modsatte

Udviklingen er bemærkelsesværdig. Mens andre ladeudbydere sænker priserne på deres serviceaftaler eller gør dem helt graits på grund af elafgiften, som stort set forsvinder i 2026 og 2027, gør Clever det modsatte og gør sine i forvejen dyre ladeløsninger endnu dyrere.

Lader man udelukkende sin elbil i hjemmet, har det altid krævet et meget højt kørselsforbrug, for at Clever One kan svare sig. Med rabatten på 100 kr., der afskaffes, og den lavere tilbagebetalingssats bliver det endnu sværere at anbefale Clever One frem for andre ladeudbydere, hvor man blot betaler for sit faktiske forbrug.

Det primære argument for at vælge Clever One er adgangen til offentlige ladestandere. Clever har Danmarks største ladenetværk og er lettilgængelig i hele landet. Er du afhængig af offentlige ladestandere, kan en fast pris på 899 kr./md. for ubegrænset opladning let retfærdiggøres – særligt hvis du har et højt kørselsforbrug.

Men hjemmeladning fra Clever er ikke en billig løsning for de fleste danskere med et gennemsnitligt kørselsforbrug.

Se også: Hvilke elbiler er Bedst i Test?

Mere om Clever

Det er ikke kun Clever One, der bliver dyrere. Også Clever Go, Clever Link og Clever Box får nye priser allerede fra 1. december. Læs mere om prisændringen.

I tvivl om Clever er den rette ladeløsning for dig? Læs mere om, hvorvidt Clever kan svare sig.

Vi anbefaler:
Hvorfor privatlease elbil?
Se priser på de billigste elbiler
Sammenlign elbiler på pris og kvalitet