Prisfald på elbiler fra Ford: Spar op til 30.000 kr.
Ford Explorer og Ford Capri er på papiret to gode elbiler, der får henholdsvis 78 og 74 ud af 100 i bedømmelse. Men de har været for højt prissat i forhold til de mest attraktive konkurrenter, hvilket afspejler sig i salget.
I 2025 er Ford det 13. største elbilmærke, og det er Explorer, der klarer sig bedst som nr. 21 på salgslisten i Danmark – men kun med 1.537 eksemplarer. Capri finder vi helt nede som nummer 46 med 691 solgte eksemplarer.
Se også: Alle elbiler fra Ford
Spar op til 30.000 kr. på Ford Explorer og Capri
Det kan Ford ikke være tilfredse med, og det tager den danske importør, Nic. Christiansen, nu konsekvensen af med et prisfald på begge modeller på op til 30.000 kr.
Prisfaldet betyder, at Ford Explorer nu koster fra 249.990 kr., mens Capri koster fra 269.990 kr. Dermed bliver begge elbiler pludselig lidt mere interessante, fordi de bedre konkurrerer med de mange andre SUV’er i mellemklassen, der efterhånden findes.
For de 249.990 kr. får du i Explorer en elmotor, der yder 125 kW (170 hk), og et 52 kWh NMC-batteri med en WLTP-rækkevidde på 378 km. Capri, der er 20.000 kr. dyrere, er identisk, men har en mere skrånende taglinje og kører derfor lidt længere på en opladning: 393 km.
Med i købet får du 19 tommer stålfælge, LED-lygter, automatisk fjernlys, 2-zonet klimaanlæg, 14,6 tommer infotainmentskærm, nøglefri start, bakkamera og parkeringssensor for og bag. En komfortpakke kan tilkøbes for 2.998 kr., ligesom varmepumpe er et tilkøb til 8.325 kr. Du får altså ikke meget spændende udstyr med i prisen.
Til gengæld får du i begge elbiler en rummelig familiebil med henholdsvis 536 og 572 liter bagagerum. Dertil frister Ford med en fin garanti på 5 år eller 100.000 km.
Se også: Priser, specifikationer og billeder af Ford Explorer
Bedre køb end tidligere – men godt nok?
Med de nye, lavere priser matcher Ford nu prisen på Renault Scenic E-Tech Electric, som størrelsesmæssigt er tæt på identisk. Renaulten kan dog køre 42 km længere og har i vores optik et noget bedre infotainmentsystem. Ford matcher også fuldstændig Skoda Elroq på pris og rækkevidde – den koster 249.995 kr. og kører 375 km på en opladning med lille batteri.
Til gengæld kan Ford ikke matche de nye, kinesiske billige elbiler. Skyworth K er noget større og har en tilsvarende rækkevidde på 380 km, men koster kun 219.990 kr. – og nå ja, så har den en ladetid på kun 11 minutter.
Leapmotor B10 er en lidt mindre SUV og kører en tand kortere (361 km), ligesom dens kvalitet ikke er på niveau med den i Ford Explorer. Til gengæld er den også hele 50.000 kr. billigere.
Med prisfaldet stikker Ford snuden frem, men de to elbiler gør sig stadig ikke voldsomt bemærket. De matcher nogle af konkurrenterne på pris, men der er på ingen måde tale om et prisfald, som straks rydder Ford lagre af Explorer og Capri. Men mon ikke det giver et lille tiltrængt løft i salget?
Hvis du synes, at de nye priser lyder bekendte, er det, fordi de minder meget om de kampagnepriser, som Ford havde i foråret i forbindelse med introduktionen af 5 års garanti på Fords elbiler.
Priserne gælder for modelår 2025 så længe lager haves eller til og med 31. marts 2026.
Se også: Priser, specifikationer og billeder af Ford Capri
Sammenlign elbiler i mellemklassen
Er du på udkig efter en elbil i stil med Ford Explorer og Capri? Så er der heldigvis ufatteligt mange elbiler at vælge mellem. Se alle elbiler i mellemklassen.
Vi anbefaler:
Test og anmeldelser af elbiler
Disse elbiler gør det bedst i test
Se garantien på alle elbiler i Danmark
Hvad koster Danmarks billigste elbil?
Se alle kommende elbiler i 2025, 2026 og 2027