Volkswagens billigste elbil lader vente på sig

VW ID. Polo lover masser af plads og op til 1.200 kg på krogen til en lav pris, men den billigste basismodel til omkring 200.000 kr. er ikke klar fra start.

Volkswagens billigste elbil lader vente på sig

Volkswagen vender i april tilbage til de klassiske dyder med den nye elektriske ID. Polo. Men mens det tyske bilmærke lover en billig elbil til omkring 200.000 kr., må de mest utålmodige købere gribe dybere i lommen, da den billigste variant først kommer senere.

Se også: Kommende elbiler i 2025, 2026 og 2027

VW ID. Polo til 200.000 kr. kan først bestilles senere

Volkswagen har i månedsvis markedsført deres kommende elbil, ID. Polo, som et prisgennembrud med en startpris på 25.000 euro. Men når den kommende elbil bliver tilgængelig for bestilling i april 2026, vil den billigste udgave glimre ved sit fravær.

Tyske Handelsblatt erfarer fra fra bilforhandlere, at kunderne i første omgang kun vil kunne købe dyrere topmodeller med kraftigere motorer og et større batteri.

Modellen med en 155 kW elmotor og et 52 kWh NMC-batteri med 450 km rækkevidde vil til en start være indstigningsmodel og menes at få en pris, der starter omkring 30.000 euro. Vi taler altså om en pris på 240.000-250.000 kr. frem for 200.000-210.000 kr., som den billigste Polo som elbil vil koste.

Årsagen til forsinkelsen er manglende tilgængelighed af de billige LFP-batterier, som er nødvendig for at presse prisen ned. Når Volkswagen bliver klar med LFP-batterierne til ID. Polo, vil basismodellen få et 37 kWh LFP-batteri med en rækkevidde på 300 km og en ladetid på 23 minutter.

Mens VW officielt over for Handelsblatt melder om en forsinkelse på blot “få uger”, frygter bilforhandlere imidlertid, at der kan gå op til ni måneder, før den billige variant reelt kan bestilles.

I Danmark oplyser Volkswagen, at der åbnes op for bestillinger på ID. Polo i foråret 2026, og at den leveres fra september 2026.

Se også: Priser, billeder og specifikationer på VW ID. Polo

Polo taber på rækkevidde, men vinder på klassiske dyder

Uanset om forsinkelsen af LFP-varianten er korrekt eller ej, er Volkswagen forholdsvis sent ude med en billig 200.000 kroners elbil.

Der findes aktuelt hele 13 elbiler til under 200.000 kr., og flere af disse har LFP-batterier: BYD Dolphin Surf, Citroën ë-C3, Fiat Grande Panda, Opel Frontera Electric, Citroën ë-C3 Aircross og Leapmotor B10.

Trods den sene lancering ventes Volkswagen ID. Polo at blive en populær elbil, der kommer til at sælge godt – alene fordi det er en Volkswagen, som bliver i omegnen af 50.000 kr. billigere end den hidtil billigste elbil fra Volkswagen, ID.3.

Der er dog kommet stor konkurrence i det helt billige prissegment, så hvis man eksempelvis ønsker mest mulig rækkevidde til pengene, kommer ID. Polo til kort. Selv en Citroën ë-c3, der koster 159.990 kr., overgår rækkevidden i den billigste ID. Polo ved at kunne køre 320 km på en opladning. Der er så mange andre ting, der taler for at vælge Volkswagen ID. Polo frem for Citroën ë-C3, men rækkevidden bliver i hvert fald ikke Poloens force.

Volkswagen ID. Polo vil derimod udmærke sig med sin praktiske indretning med et stort bagagerum, høj trækkraft på op til 1.200 kg, høj kørekomfort og en Volkswagen-bil, hvor de klassiske dyder såsom fysiske betjeningsknapper og et velkendt VW-design og -navn er vendt tilbage.

Se også: Alle elbiler fra Volkswagen

Bedste alternativer til Volkswagen ID. Polo

Volkswagen ID. Polo er en 4,5 meter lang elektrisk hatchback med en akselafstand på 2.600 mm. Her er de bedste alternativer til Volkswagen ID. Polo:

  • MG4 Electric
    Bedømmelse: 78/100 (god)
    Pris: Fra 199.999 kr.

Vi anbefaler:
Alle de billigste elbiler
Se alle elektriske hatchbacks
Test og anmeldelser af elbiler