Bilforhandlere: Nye dækregler rammer prøvekørsler

De nye regler for vinterdæk har gjort danskerne forsigtige. Hos landets bilforhandlere mærker man tydeligt, at danskerne udskyder prøveturen af frygt for bøder på op til 4.000 kr.

Bilforhandlere: Nye dækregler rammer prøvekørsler

Kombinationen af vintervejr og nye dækregler har sat en effektiv stopper for mange prøvekørsler.

Bilforhandlerne oplever nu, at kunderne bliver væk af frygt for store bøder, hvis demobilen har sommerdæk på.

Se også: Nye regler for vinterdæk i Danmark

Nye regler bremser prøveturene

Vintervejret har ikke kun betydet glatte veje og is på ruderne i år. Det har også sat en bremse for prøvekørslerne.

Ifølge brancheorganisationen AutoBranchen Danmark oplever bilforhandlere en markant nedgang i kunder, der tør sætte sig bag rattet i en demobil i vintervejret.

Afstemning

Indlæser ... Indlæser ...

Årsagen skal findes i de nye dækregler, der trådte i kraft 1. juli 2025. De gør det ulovligt at køre på “åbenbart uegnede dæk” i vinterføre, hvilket i praksis betyder, at sommerdæk er forbudte på sne- og isglatte veje.

Se også: Hvilke elbiler er Bedst i Test?

Kunderne tør ikke løbe risikoen

Hos bilforhandleren Andersen & Martini i Greve anslår man, at antallet af prøvekørsler er faldet med 20 procent.

“Vi oplever en nedgang i prøvekørsler på omkring 20 procent, som vi tilskriver vejret – og en stor del af det, mener vi, skyldes de nye regler for vinterdæk,” oplyser salgsdirektør Jonas Andersen til AutoBranchen Danmark.

Frygten er reel nok. Bliver man stoppet af politiet i en bil med forkerte dæk i vinterføre, falder hammeren med en bøde på 1.000 kr. per dæk. En ellers gratis prøvetur kan altså hurtigt koste 4.000 kr., og ansvaret ligger altid hos føreren – også selvom bilen tilhører en forhandler.

Se også: Kommende elbiler i 2025, 2026 og 2027

Vinterdæk er blevet et krav

For at imødekomme de nye regler og kundernes usikkerhed har Andersen & Martini indført faste morgenmøder, hvor føret vurderes dagligt. Hvis vejene er ryddede og saltede, sender de gerne kunder ud, men er der tvivl, bliver prøvekørslerne udskudt eller flyttet til biler, der er monteret med korrekte dæk.

“Vi har rigtig mange demobiler her på stedet, så som regel kan vi finde en substitut, hvis der ikke lige er vinter- eller helårsdæk på netop den bil, de har udset sig,” forklarer Jonas Andersen.

Samtidig er forhandleren begyndt proaktivt at ringe kunder op inden en aftalt prøvetur, hvis den ønskede bil ikke har de rette dæk monteret. Det sparer kunderne for en forgæves tur og sikrer, at ingen uforvarende kommer til at bryde loven.

Se også: Hvilken elbil skal jeg vælge?

Mere bøvl end forretning

De nye regler har også ændret kundernes forventninger, når slutsedlen skal underskrives. Tidligere var vinterdæk ofte noget, der skulle forhandles om eller tilkøbes, men nu oplever forhandlerne, at det tages for givet.

“Vi mærker, at flere kunder begynder at få en forventning om, at bilen bliver udleveret på dæk, der egner sig til vintervejr på denne årstid,” siger Jonas Andersen.

For bilforhandlerne betyder det ekstra administrativt arbejde med at fotodokumentere dæk og styre logistikken strammere. Og spørger man salgsdirektøren, er det indtil videre ikke en overskudsforretning:

“Samlet set synes jeg, at udfordringerne med administration overstiger fordelene ved mersalg indtil videre. Men personligt kan jeg da godt glæde mig over den højere trafiksikkerhed, som kommer os alle sammen til gavn,” afslutter Jonas Andersen.

Se også: Test og anmeldelser af elbiler

Alt om de nye dækregler og vinterdæk

Er du i tvivl om, hvad de nye dækregler betyder for dig? Læs alt om de nye regler for vinterdæk.

Få også hjælp til at finde de absolut bedste vinterdæk.

I tvivl, om du overhovedet skal vælge vinterdæk? Se fordele og ulemper ved sommerdæk, vinterdæk og helårsdæk.

Bliv også klogere på, hvornår man skal skifte til vinterdæk.

Vi anbefaler:
Billigste elbiler i Danmark
Enkel og billig opladning af elbil med ladeboks