Mazda sænker prisen på hypet elbil
Mazda har valgt at sænke prisen på deres elektriske sedan, 6e. Det sker i en tid, hvor modellen kæmper med at leve op til den indledende hype, og hvor konkurrencen fra Tesla spidser til.
Se også: Priser, specifikationer og billeder af Mazda 6e
Prisfald på alle varianter
Den danske importør har barberet 10.000 kr. af prisen på begge varianter af Mazda 6e. Det betyder, at startprisen nu lyder på 289.990 kr. mod tidligere 299.990 kr.
Dermed melder Mazda sig for alvor ind i priskrigen i mellemklassen, hvor Tesla for nylig har justeret prisen på Model 3, så den matchede Mazdas oprindelige udspil.
Med prisjusteringen lægger Mazda sig nu igen under Tesla i pris, og det er reelt kun Hyundai Ioniq 6, der med en pris på 279.995 kr. er billigere i segmentet.
Se også: Alle elbiler fra Mazda i Danmark
Fra hype til hovedpine
Mazda 6e fik en flyvende start med stor opmærksomhed før lanceringen. Salgstallene toppede i oktober 2025 med 321 indregistreringer, men siden er interessen faldet måned for måned. I december blev der indregistreret 198 eksemplarer, og foreløbig er det i januar blevet til 137 eksemplarer.
Det lader det til, at virkeligheden har ramt de danske ejere, og begejstringen er hos flere afløst af frustrationer over det, der ligner børnesygdomme.
På sociale medier og i ejergrupper beretter mange Mazda 6e-ejere især om fejlbehæftet software, og mange venter utålmodigt på en softwareopdatering næste måned, der angiveligt skulle udbedre nogle af disse børnesygdomme.
Se også: Sammenlign alle sedaner
Kina-bil i japansk indpakning
Kritikken går ikke kun på softwaren. Flere ejere og anmeldere påpeger, at køreoplevelsen ikke føles som “ægte Mazda”.
Modellen er baseret på den kinesiske Deepal L07, og slægtskabet fornægter sig ikke.
Hvor Mazda normalt er kendt for køreglæde, beskrives 6e som havende en mere udefinerbar køreprofil med – ifølge FDM – ”verformynderiske assistentsystemer” og en byggekvalitet, der nogle steder – som lyden af dørene, når de lukkes – ikke lever op til mærkets sædvanlige standard.
Om prisnedsættelsen på de 10.000 kr. er nok til at genstarte salget og få kunderne til at se bort fra “Kina-fornemmelsen” og software-bøvlet, må de kommende måneders salgstal vise. Et prisfald på ”kun” 10.000 kr. kan meget vel vise sig ikke at være nok.
Vi anbefaler:
De 5 bedste elbiler til familien
Sammenlign elbiler på pris og kvalitet
Stor guide til opladning af elbil hjemme
Privatleasing eller køb af elbil – hvad er billigst?