Toyota gør det igen: Forlænger tilbud ved køb af elbil

Toyota sniger endnu en forlængelse ind på deres ekstremt populære tilbud med tre års gratis opladning. Nu er en helt ny elbilmodel også dækket af kampagnen.

Toyota gør det igen: Forlænger tilbud ved køb af elbil

Uden at have meldt noget ud har Toyota endnu en gang valgt at forlænge deres kampagne med tre års gratis opladning ved køb af elbil.

Det betyder, at man ved køb af en bZ4X, bZ4X Touring, C-HR+ eller Urban Cruiser kan køre gratis de første tre år.

Se også: De bedste SUV’er på el

Populær Toyota-kampagne fortsætter i maj måned

Oprindeligt var det meningen, at det lukrative ladetilbud skulle være stoppet helt tilbage ved udgangen af marts. Men den massive popularitet fik i første omgang Toyota til at strække kampagnen til slutningen af april.

Nu kan vi her på Mobilsiden.dk afsløre, at tilbuddet i stilhed er blevet forlænget endnu en gang, så det nu løber helt frem til den 31. maj 2026.

Forlænget succes eller ej, så er det et træk, der cementerer Toyotas aggressive strategi i Danmark. Tilbuddet har en samlet værdi på over 25.000 kroner og dækker både husejere med mulighed for egen ladeboks og lejlighedsbeboere via Norlys’ offentlige ladenetværk.

Det er dog ikke kun tidsfristen, der har fået et nøk opad. I mellemtiden har Toyota nemlig opdateret kampagnen, så en helt ny variant på det danske marked nu også er inkluderet. Der er tale om den ultra-praktiske Toyota bZ4X Touring, som dermed også giver de kommende ejere adgang til den gratis strøm i 36 måneder.

Køber du en fabriksny elbil fra Toyota (bZ4X, bZ4X Touring, C-HR+ eller Urban Cruiser) inden den 31. maj 2026, får du tre års gratis strøm med i handlen gennem et samarbejde med Norlys.

Se også: Se garantien på alle elbiler i Danmark

Tilbuddet er delt op i to løsninger:

  • Oplad 25 (til husejere): Inkluderer en ladeboks, standardinstallation og opladning derhjemme samt på Norlys’ offentlige netværk. Det kræver, at du flytter din elaftale til Norlys.
  • Oplad Ude 25 (til lejlighedsbeboere m.fl.): Inkluderer udelukkende opladning på Norlys’ offentlige ladenetværk. Her får du ingen ladeboks, og du behøver ikke at skifte dit nuværende elselskab.

Fælles for begge aftaler er, at du får op til 400 kWh gratis strøm om måneden i 36 måneder. Det svarer til cirka 25.000 kilometers kørsel om året. Strømmen er ikke låst til den specifikke Toyota, så du kan frit dele de 400 kWh med husstandens øvrige elbiler.

Den økonomiske forudsigelighed, i kombination med Toyotas garanti, har vist sig at være præcis det, de danske bilkøbere har brug for i skiftet til elbil.

Se også: Statistik på elbiler i Danmark

Tryghed trumfer hos danskerne

Det kan virke overraskende, at Toyotas elbiler klarer sig så godt, da de hverken er markedets teknologiske frontløber eller har de billigste elbiler. Samtidig fik bZ4X en svær start på livet, som Toyota på imponerende vis har formået at overkomme. Succesen bunder i stedet i, at danske bilkøbere vægter de klassiske dyder og tryghed allerhøjest i en usikker overgang til elbil.

Forbrugerne prioriterer i høj grad et mærke, de stoler på, kombineret med en garantidækning og pålidelighed, der skaber ro i maven. Toyota yder en serviceaktiveret fabriks- og batterigaranti på op til 10 år, som giver netop den tryghed, som køberne har brug for.

Når det kombineres med tre års gratis abonnement på opladning via Norlys, får man en økonomisk forudsigelighed, der har gjort Toyotas elbiler til nogle af Danmarks mest populære valg lige nu.

Se også: Sammenlign elbiler på pris og kvalitet

Vi anbefaler:
Hvilken ladeboks og ladeløsning skal jeg vælge?
Læs nyheder om ny elbilteknologi
Se hvilke elbiler der er Bedst i Test
Kommende elbiler i 2026, 2027 og 2028