Overgår solid-state: Ny batteriteknologi slår alt andet
Verdens største batteriproducent, CATL, har netop løftet sløret for nogle meget ambitiøse fremtidsplaner. Fokus er nu rettet mod en teknologi, der kan blive en revolution for elbiler.
Det såkaldte litium luft-batteri overgår solid state-teknologien med flere længder, men er stadig i laboratoriet.
Se også: Se hvilke elbiler der er bedst i test
Litium-luft-batterier har imponerende energitæthed
Teknologien kaldes for litium-air (litium-luft) eller populært sagt “åndbare batterier”. Hvor de nuværende litium-ion-batterier i vores elbiler er tunge, fordi de bruger metaller som nikkel, kobolt og mangan til at lagre energien, tænker CATL helt nyt.
Et litium-air-batteri bruger i stedet litium-metal i den ene ende og ren ilt direkte fra luften i den anden. Fordi batteriet bogstaveligt talt suger ilt ind fra omgivelserne, når det skal bruges, sparer man enormt meget vægt og plads indeni selve batteriet.
Det giver en teoretisk energitæthed på svimlende 12.000 Wh/kg, hvilket stort set svarer til den energi, der findes i benzin. I laboratoriet har forskere allerede rundet 1.200 Wh/kg, hvilket er mere end fire gange så meget energi per kilo som de batterier, der ligger i elbilerne på de danske veje i dag.
Se også: LFP eller NMC? Sådan vælger du det bedste batteri til din elbil
Slår selv solid state-batteriteknologien
For at sætte det i perspektiv, så præsterer nutidens gængse elbilbatterier en energitæthed omkring 250 til 270 Wh/kg. De meget omtalte solid state-batterier, som mange bilproducenter i øjeblikket arbejder på, forventes at ramme omkring 500 Wh/kg.
Litium-luft-teknologien overgår altså både nuværende teknologier og den kommende solid state-bølge med flere længder. Hvis vi tager udgangspunkt i et typisk mellemstort elbilbatteri på 80 kWh, som i dag giver en reel rækkevidde på omkring 500-600 kilometer, bliver regnestykket fascinerende.
Med litium-luft-teknologiens enorme energitæthed vil et tilsvarende batteri potentielt kunne give en elbil langt over 1.600 kilometer rækkevidde – og langt mere, når teknologien videreudvikles.
Se også: Fordele og ulemper i forskellige batterityper
En klar køreplan mod fremtiden
Selvom konceptet har været kendt i årtier, har det indtil nu været bremset af, at Litium-luft-batterierne var for følsomme over for fugt og CO2 i luften, hvilket ødelagde deres levetid.
Nye gennembrud har dog vist, at prototyper nu kan klare op mod 1.000 opladninger ved stuetemperatur. Der skal stadig arbejdes på holdbarheden, hvor aktuelle batterityper stadig holder længere.
CATL har nu lagt en klar tretrinsraket for fremtiden. På den korte bane satser de på de billigere natrium-ion-batterier, som netop er gået i masseproduktion i år.
På den mellemlange bane opgraderes bilerne med solid-state-batterier, og efter 2030 skal lithium-air-batteriet så lanceres som det ultimative batteri til elbiler.
Du behøver ikke frygte den hurtige udvikling
Når man læser om så vilde teknologiske kvantespring, kan det være fristende udskyde bilkøbet i frygt for, at den nye elbil i indkørslen er forældet i morgen.
Men der er absolut ingen grund til at holde sig tilbage med at skifte til elbil nu. De elbiler, der er på markedet i dag, leverer allerede rigeligt med rækkevidde, hurtig opladning, holdbarhed og er generelt mere end gode nok til danskernes hverdag, og de mest revolutionerende teknologier ligger trods alt en del år ude i fremtiden.
Hvis tanken om den hurtige udvikling og et potentielt værditab alligevel holder dig vågen om natten, er der en helt oplagt genvej. Ved at vælge privatleasing frem for et traditionelt bilkøb, skyder du nemlig hele den teknologiske og økonomiske risiko direkte over på leasingselskabet.