Nyt og bredere design: Samsung teaser Galaxy Z Fold8

Samsung varmer op til lanceringen af deres næste foldbare topmodel. Selskabet teaser nu et helt nyt og bredere design til den kommende Galaxy Z Fold8.

Nyt og bredere design: Samsung teaser Galaxy Z Fold8

Ventetiden er snart forbi for fans af foldbare telefoner. Samsung har netop taget hul på deres officielle kampagne for den kommende Galaxy Z Fold8, og alt tyder på markante fysiske ændringer af telefonens format.

Fold8 får et bredere og lavere design

I en række nye teasere på de sociale medier deler Samsung det nye budskab “New Shape, New Joy”. Dette er en direkte henvisning til det nye format, som forventes at definere den kommende Galaxy Z Fold 8.

Hvor de tidligere generationer primært har været kendetegnet ved at være meget høje og smalle i sammenklappet tilstand, lægger Samsung nu op til et helt nyt design, der bliver en bredere og lavere.

I kampagnematerialet kan man se grafiske videosekvenser, hvor Samsung rent visuelt skærer toppen af den velkendte form fra de ældre modeller for i stedet at præsentere en ny silhuet.

Det efterlader et mere kvadratisk og proportionelt udtryk, som passer perfekt med de seneste ugers rygter om en bredere skærm på fronten.

Nye farver og forventet lanceringsdato

En af de officielle teasere fremviser også en farvepalet bestående af lilla, pink og gyldne nuancer. Disse forventes at blive de bærende farver for årets foldbare serie, hvorefter tallet otte toner frem på skærmen som en endelig og officiel bekræftelse på navnet.

Det markerer en lille ændring i deres normale markedsføring, hvor de typisk plejer at fokusere mere på selve præsentationen frem for at dele designelementer så tidligt.

Samsung har endnu ikke officielt udmeldt datoen for deres næste store Unpacked-event, hvor den nye enhed skal afsløres i sin helhed.

Tidligere læk peger dog overvejende på, at den store præsentation kan finde sted allerede den 22. juli.

Et kærkomment format-skifte

Den nye form på Galaxy Z Fold 8 synes vi her på redaktionen ser utrolig interessant ud. Det giver rigtig god mening, at man endelig gør enheden bredere og mindre høj, både når det kommer til visning af indhold på skærmen og den generelle brugervenlighed i dagligdagen.

Et bredere skærmformat på fronten vil gøre det meget nemmere at skrive beskeder og bruge den som en helt almindelig smartphone, uden at man føler sig begrænset af en smal skærm. Vi er faktisk meget spændte på at se den rigtigt og mærke, hvordan det forbedrede format fungerer i praksis.