Debatten om elbiler raser: Det er svindel, tvang og de holder ikke
Knap 80 procent af alle nye biler i Danmark i 2026 er elbiler, og danskerne har for alvor taget dem til sig. Alligevel raser debatten ufortrødent videre på de sociale medier.
Bølgerne går højt, og kommentarsporene er ofte fyldt med misforståelser om teknologien. Vi har derfor valgt at dykke ned i debatten for at se nærmere på de påstande og myter, der bliver ved med at gå igen.
Se også: Elbiler der er bedst i test
Bliver elbilens batteri til skrald efter otte år?
Mange frygter, at elbilens batteri er en tikkende bombe under både miljøet og privatøkonomien.
På sociale medier bliver det blandt andet påstået, at et elbilbatteri kun holder i otte til ti år for derefter at ende som rent skrald.
Andre stiller kritisk spørgsmålstegn ved, hvad der overhovedet sker med batterierne, når de er færdige.
Det er dog en sejlivet myte, at batteriet er værdiløst efter få år. Moderne batterier til elbiler er bygget med avanceret teknologi og styringssystemer, der er designet til at holde i hele bilens forventede levetid.
Faktisk er det meget normalt, at batteriet overlever selve bilens karosseri, som også er blevet bekræftet gang på gang i undersøgelse af ældre batterier i tusindvis af elbiler.
Når batteriet en dag ikke længere har kapacitet nok til at drive en bil, bliver det ikke bare smidt på lossepladsen. De gamle batteripakker får typisk et nyt liv som stationær strømopbevaring i bygninger eller solcelleanlæg.
Når de til allersidst er helt udtjente, bliver de sendt til genanvendelse, hvor langt størstedelen af de værdifulde metaller hentes ud og bruges igen.
Bryder det danske strømnet sammen?
En anden udbredt bekymring er, om vores infrastruktur overhovedet er gearet til den hurtige elektriske omstilling på vejene.
Blandt de kritiske stemmer bliver der forudset store strømnedbrud, som vil få sandheden til at gå op for folk. Argumentet lyder, at det danske elnet simpelthen ikke kan følge med den enorme mængde strøm, som de mange elbiler kræver.
Energinet og de danske elnetselskaber har dog længe været forberedt på denne udvikling. Elnettet bliver løbende forstærket, og der investeres massivt i at fremtidssikre infrastrukturen.
Samtidig hjælper teknologien i selve bilerne og ladeboksene os godt på vej til at undgå overbelastning.
Løsningen ligger i intelligent opladning. Langt de fleste elbilister lader nemlig bilen op om natten, hvor strømmen generelt er billigst og allermest grøn.
På dette tidspunkt sover resten af samfundet, og den generelle belastning af elnettet er derfor minimal, hvilket skaber en rigtig god balance.
Se også: Kommende elbiler i 2026, 2027 og 2028
Er det umuligt at låne til en benzinbil?
Debatten på de sociale medier bærer også præg af en stærk følelse af politisk styring, hvor nogle kalder udviklingen for decideret tvang.
Flere steder bliver der givet udtryk for en oplevelse af et diktatur, hvor forbrugerne bliver påstået ikke længere at kunne låne penge i banken til andet end elbiler.
Det er helt korrekt, at markedet har ændret sig, og at rigtig mange banker i dag tilbyder særligt fordelagtige renter på grønne billån. Formålet er fra bankernes side at anspore til en grønnere omstilling, og det gør det i praksis billigere at finansiere en elbil frem for en tilsvarende fossilbil.
Men det betyder absolut ikke, at kassen er smækket i for benzin- og dieselbiler. Det står dig stadig frit for at optage et helt traditionelt billån til en bil med forbrændingsmotor hos langt de fleste af landets banker.
Du skal blot være forberedt på, at den årlige omkostning i procent typisk vil være en smule højere på lån uden det grønne stempel.
Se også: Se de bedste elbiler af typen SUV
Find den rette vej i elbiljunglen
Vi har stor forståelse for, at skiftet til el kan virke uoverskueligt med de mange modstridende informationer på nettet. Teknologien udvikler sig dog utrolig hurtigt, og moderne elbiler er i dag markant mere pålidelige, veludstyrede, længerekørende og ikke mindst meget billigere end for bare et par år siden.
I bund og grund handler bilkøb om at finde det køretøj, der passer præcis til dit kørselsbehov og din hverdag, uden at lade sig skræmme af rygterog myter.
Er du nysgerrig på, hvad markedet reelt har at byde på lige nu, har vi samlet en stor guide til dig. Her kan du nemt danne dig et klart overblik over de absolut bedste elbiler i Danmark.