Firefly klar med privatleasing: Lækker lille elbil er alt for dyr

Nio-undermærket Firefly åbner nu for privatleasing af deres lille elbil. Men kigger man tilbuddet efter i sømmene, er det for dyrt.

Firefly klar med privatleasing: Lækker lille elbil er alt for dyr

Det nye elbilmærke Firefly, der har den kinesiske gigant Nio i ryggen, åbner nu op for privatleasing af deres nydelige og lækre lille elbil i Danmark.

Desværre viser det nye leasingtilbud sig at være alt andet end skarpt – og det skal det være, hvis det ukendte mærke skal have en chance.

Se også: De bedste leasingtilbud på elbiler her

Hvad koster leasing af en Firefly?

Hvis du vil have fingrene i en Firefly Comfort via privatleasing, lyder den månedlige ydelse på 2.745 kroner.

Hertil skal lægges en udbetaling på 29.995 kroner med 10.000 kilometer om året i en aftale, der løber over 36 måneder.

Det lyder måske umiddelbart overkommeligt for en splinterny elbil i den høje kvalitet som Firefly er, men det er ikke attraktivt nok, når man sammenligner med bilens kontantpris.

Firefly Comfort koster 229.900 kroner, og efter tre års leasing har man betalt over 56 procent af bilens samlede værdi.

Et godt tilbud på privatleasing er kendetegnet ved, at være på 45 procent eller derunder, men kan være lidt højere i de billigere elbiler.

Det er en høj procentsats for privatleasing i dette segment, især når man tager i betragtning, at Firefly er et fuldstændig ukendt mærke for langt de fleste danske bilkøbere.

NIO Firefly

Volkswagen gør det både bedre og billigere

Prisen bliver for alvor svær at retfærdiggøre, når man retter blikket mod de etablerede konkurrenter på det danske marked.

Til sammenligning kan danskerne i øjeblikket lease den helt nye Volkswagen ID.3 Neo til en væsentligt skarpere pris.

Den tyske elbil, som tilmed byder på mere rummelighed, kan leases for 2.295 kroner om måneden med en udbetaling på 30.000 kroner. Her ender den samlede betaling over tre år på kun 43,5 procent af bilens nypris.

Volkswagen er ikke blot et mærke, som danskerne kender ud og ind, men også et brand, som de i høj grad foretrækker og har stor tillid til frem for en helt ny, kinesisk aktør.

Se også: Tilbuddet på Volkswagen ID.3 Neo

Knubbet start for Nios nye satsning

Hvis Firefly, og dermed moderselskabet Nio, skal gøre sig forhåbninger om at bide sig fast på det danske marked med deres ellers charmerende mikrobil, er de nødt til at skrue på priserne.

Det gælder både leasingydelser og kontantpriser, som simpelthen er sat for højt i forhold til det nuværende marked.

Danskerne er generelt tryghedssøgende, når de vælger bil, og hvis et ukendt mærke skal lokke køberne væk fra de trygge, tyske alternativer, skal økonomien være decideret uimodståelig.

Som tallene ser ud lige nu, skyder Firefly desværre over målet, og det kan hurtigt spænde ben for den ellers nydelige elbil herhjemme.