Stor test af 10.000 elbiler: Så lidt slides batteriet

Ny stor undersøgelse afslører overraskende lille batterislid i elbiler. Se hvilke mærker der vinder, og hvorfor starten af bilens levetid snyder mest.

Stor test af 10.000 elbiler: Så lidt slides batteriet

En omfattende svensk undersøgelse af næsten 10.000 elbiler afslører et overraskende lille slid på batterierne efter de første 10.000 kørte kilometer.

Selvom biler som Kia og Hyundai indtager en suveræn førerposition, og kurven hurtigt flader ud, viser dataene, at dit batterivalg spiller en helt afgørende rolle for den langsigtede rækkevidde.

Se også: Se hvilke elbiler der er bedst i test

Koreanske elbiler i top

I den store analyse, der er foretaget af den svenske bilhandelsplatform Carla og baseret på næsten 10.000 batteritests fra AVILOO mellem 2022 og 2026, er det især de koreanske bilmærker, der imponerer mest, når det gælder minimalt slid.

Helt i top finder vi Kia e-Niro og Hyundai Kona, der begge bevarer over 97 procent af deres oprindelige batterikapacitet efter 10.000 kørte kilometer.

 

Lige i hælene følger Kia EV6, der formår at fastholde en kapacitet på knap 96 procent.

Testen understreger dermed, at moderne elbilbatterier generelt holder utroligt godt på strømmen.

Se også: LFP eller NMC? Sådan vælger du det bedste batteri til din elbil

Det indledende slid snyder

Selvom elbilerne i toppen og resten af feltet præsterer flot efter de første 10.000 kilometer, er det ikke retvisende blot at ekstrapolere denne degradering ud over hele bilens levetid.

Virkeligheden er nemlig, at en stor del af det samlede slid på elbilbatterier sker i netop denne indledende fase.

Se også: Fordele og ulemper i forskellige batterityper

Kurven flader ud over tid

Ser man på, hvordan batteriet opfører sig over længere stræk – eksempelvis efter 50.000 eller 100.000 kilometer – ændrer billedet sig nemlig.

Her vil man tydeligt se, at kurven for degradering flader kraftigt ud. Sådan er det i langt de fleste elbiler.

Derfor vil langt de fleste elbilejere aldrig komme i nærheden af en kapacitetsreduktion, der berettiger en udbedring via garantien.

For de fleste bilproducenter gælder batterigarantien først, hvis kapaciteten dykker til under 70 procent inden for 8 år eller 160.000 kilometer, alt efter hvad der kommer først.

Se også: De bedste tilbud på leasing af elbiler

Batteritypen gør en afgørende forskel

Det er dog ikke kun antallet af kørte kilometer, der dikterer batteriets generelle helbred.

Undersøgelsen slår også fast, at selve batterikemien og batteriproducenten har en enorm betydning. Et tydeligt eksempel på dette ses hos Tesla Model 3, hvor der er store udsving i samme model med forskellige batterier.

Dataene viser, at en Model 3 udstyret med det billigere LFP-batteri fra producenten CATL bevarer hele 93,3 procent af sin kapacitet.

Kigger man derimod på Model 3-varianter med de dyrere NMC-batterier fra Panasonic, falder kapaciteten mærkbart til mellem 88,2 og 89,8 procent efter tilsvarende brug.

Dette bekræfter, at de forskellige batteriteknologier i høj grad også dikterer, hvor meget rækkevidde man som ejer mister over tid.

Se også: Sammenlign elbiler på pris og kvalitet

Ingen grund til bekymring i hverdagen

Uanset om du har en elbil med ”meget” eller lidt batteridegradering, er der dog ingen grund til at bekymre sig. Talrige undersøgelser har igennem mange år peget på det samme billede: at batterierne uden problemer kan holde bilens levetid, og at man selv med en kraftig reduktion i batterikapacitet og dermed brugbar rækkevidde ofte vil kunne bruge bilen helt på samme måde, som da den var fabriksny.

Langt de fleste elbiler – selv med en heftig degradering af batterikapaciteten – kører nemlig mere end langt nok til at dække de fleste danskeres kørselsbehov i dagligdagen – også på en kold vinterdag.

Vi anbefaler:
Hvilken ladeboks og ladeløsning skal jeg vælge?
Nyheder om elbilbatterier
Kommende elbiler i 2026, 2027 og 2028
Se priser på de billigste elbiler i Danmark