Ny Audi A2 e-tron er ekstremt energieffektiv

Audi afslører nye tal for den kommende A2 e-tron. Med et rekordlavt strømforbrug på 128 Wh/km sætter den tyske elbil helt nye standarder for effektivitet.

Ny Audi A2 e-tron er ekstremt energieffektiv

Audi har løftet sløret for nye tekniske detaljer om den kommende kompakte elbil A2 e-tron.

Med rekordlavt energiforbrug, avanceret aerodynamik og et langtidsholdbart LFP-batteri sætter den tyske bilproducent en helt ny standard for rækkevidde og effektivitet i den kompakte klasse.

Se også: Alle elbiler fra Audi

Rekordlavt strømforbrug og banebrydende aerodynamik

Den nye Audi A2 e-tron i varianten med 190 hestekræfter (140 kW) og valgfri effektivitetspakke opnår et foreløbigt energiforbrug på blot 128 watt-timer per kilometer. Det gør modellen til den mest effektive bil i Audis historie.

Til sammenligning svarer det energimæssigt til et forbrug på cirka 1,3 liter diesel per 100 kilometer, hvilket er under halvdelen af forbruget i den originale Audi A2 1,2 TDI fra 2001.

Tidligere er det kommet frem, at den høje effektivitet kan omsættes til op til 649 kilometer rækkevidde (WLTP). Til sammenligning topper Audi Q4 e-tron ved 565 kilometer.

En stor del af æren tilfalder et gennemtænkt aerodynamisk design. Karrosseriet har en luftmodstandskoefficient (Cd-værdi) på blot 0,24, hvilket er det bedste resultat blandt Audis kompakte modeller.

Elbilen er udstyret med aktive luftindtag, der lukker ved normal kørsel for at reducere vindmodstanden, samt luftkanaler og luftafskærmning ved hjulkasserne. Alene de aerodynamiske tiltag reducerer forbruget med op til 9 watt-timer per kilometer.

Se også: Seneste nyt om Audi

Robust LFP-batteri og tovejsopladning

Under gulvet benytter 140 kW-udgaven af A2 e-tron et LFP-batteri med en kapacitet på 61 kilowatt-timer. Cellernes opbygning i et såkaldt “cell-to-pack”-design sparer plads og sikrer bedre benplads i kabinen.

LFP-kemien indeholder hverken kobolt eller nikkel, ældes langsommere og tåler at blive ladet til 100 procent i hverdagen uden at forringe batteriets levetid.

En tilpasset kølestrategi sikrer en ladeeffektivitet på 89,6 procent ved en hjemmelader. Dertil understøtter A2 e-tron tovejsopladning i form af vehicle-to-load (V2L) og vehicle-to-home (V2H), hvilket gør det muligt at forsyne strøm til elektriske apparater eller lade elbilen fungere som energilager for hjemmet.

Se også: Sammenlign alle elektriske hatchbacks

Både mere effektiv og billigere end Q4 e-tron

Mekanisk drives Audi A2 e-tron af en optimeret APP350-elmotor på bagakslen, som yder mellem 125 og 160 kW. Topudgaven fås med APP550-motoren, som yder 240 kW.

Nye effektelektroniske komponenter med halvledere af siliciumkarbid reducerer koblingstabene markant.

Tilsammen er drivlinjen op til 10 procent mere effektiv end tidligere systemer, hævder Audi.

Se også: Se alle elbiler i mellemklassen

Audi A2 e-tron: Dansk pris og lancering

Audi A2 e-tron forventes offentliggjort i sin endelige udgave i efteråret 2026, hvor salget også starter.

Med en forventet dansk startpris på omkring 300.000 til 310.000 kroner placerer den sig prismæssigt under Q4 e-tron, som i dag starter ved 364.990 kroner.

Audi A2 e-tron bliver dermed Audis nye indstigningsmodel i Danmark og det øvrige Europa. Og mon ikke den kommer til at sælge ganske godt? Vi har svært ved at forestille os andet.

Se også: Sammenlign elbilers priser og bedømmelser

Disse elbiler bruger mindst strøm

Der er stor forskel på elbilers strømforbrug. Se hvilke elbiler der bruger mindst strøm.

Se også: Test og anmeldelser af elbilers rækkevidde

Følg på Google

Få Mobilsidens nyheder i dit Google-feed