BMW i hård kritik: Reklamer har fundet vej til skærmene i bilerne

BMW placerer nu Spider-Man-reklamer direkte på infotainmentskærmen i nyere biler. Det sker trods et tidligere klart løfte om det modsatte.

BMW i hård kritik: Reklamer har fundet vej til skærmene i bilerne

BMW-ejere verden over mødes i disse dage af en uventet overraskelse direkte på bilens infotainmentskærm, hvor bilgiganten er begyndt at køre reklamer.

Flere medier, herunder TechSpot og The Autopian, beretter, at BMW har udrullet en reklamekampagne for den nye film Spider-Man: Brand New Day – placeret midt på bilernes primære betjeningsskærm.

Se også: Test og anmeldelser af alle elbiler

Kommercielt indhold ruller ud på infotainmentskærm

Når føreren starter bilen, tonerer der et reklamebanner op på skærmen. Trykker man på det, afspilles en fuld Spider-Man-animation ledsaget af musik og matchende lyseffekter i kabinen – sådan beskriver BMW det selv i en pressemeddelelse.

BMW forsvarer initiativet som en “særlig overraskelse” og et engangspartnerskab i forbindelse med filmens premiere, hvor mærkets biler også optræder.

Kampagnen gælder et bredt udvalg af modeller bygget efter juli 2020 og kører på tværs af mere end 70 markeder.

Rollen som reklamesøjle har dog hurtigt udløst hård kritik fra vrede bilejere.

Se også: Elbiler der er bedst i test

Et direkte brud på tidligere løfter

Bølgerne går især højt, fordi BMW tidligere har garanteret, at kabinen var et uforstyrret og privat område.

Så sent som i december 2023 udtalte Stephan Durach, BMW’s øverste direktør for opkoblede biler, direkte under en runderetsamtale, at bilkoncernen ikke så en fremtid i at sælge bilens skærmplads til kommercielle reklamer.

Det løfte holdt altså ikke længe. Man skulle ellers tro, at BMW havde lært lektien, da de tidligere forsøgte sig med månedlige abonnementer på alt fra sædevarme til ratvarme i biler, som folk allerede havde betalt i dyre domme for. Dengang måtte tyskerne trække i land efter massiv kritik fra kunderne.

Se også: Guides og tips til elbiler

Tyske premium-mærker på afveje

Desværre er BMW ikke den eneste bilproducent, der forsøger sig med aggressive tilkøb og skjulte ekstraregninger efter købet.

I den spritnye Mercedes-Benz GLB til et godt stykke over 400.000 kroner skal kunderne eksempelvis efterfølgende betale ekstra for blot at få adgang til trådløs Apple CarPlay og Android Auto.

Et eller andet sted kunne man forestille sig, at det her var et påfund, en kinesisk producent kunne finde på i jagten på nye indtægter. Men når et tysk premium-mærke som BMW sælger førerens opmærksomhed på instrumentbrættet, fremstår det ganske enkelt useriøst, og ikke mindst dumt, når nu BMW har været i den slags uvejr tidligere.

Se også: Se hvilke elbiler der er Bedst i Test

Følg på Google

Få Mobilsidens nyheder i dit Google-feed