Clever overtager ladestandere fra Powered by E.ON Drive & Clever

Ladestandere fra Powered by E.ON Drive & Clever bliver splittet op. I Danmark overtages de af Clever, mens de overtages af EDRI i Sverige og Uno-X i Norge.

Clever overtager ladestandere fra Powered by E.ON Drive & Clever

Ladeoperatøren Clever tager endnu et stort skridt på det danske lademarked.

Virksomheden overtager det fulde ejerskab af det fælles joint venture “Powered by E.ON Drive & Clever” i Danmark samt en stor lynladestation ved Horsens.

Se også: Nyheder om ladeudbydere og opladning

Flere ladepunkter på farten til danske elbilister

For eksisterende Clever-kunder er opkøbet en klar fordel i hverdagen. Aftalen tilfører 48 danske lynladeudtag fordelt på seks attraktive motorvejslokationer direkte til Clevers eget netværk.

Dertil kommer en særskilt aftale om at overtage E.ON Drive Infrastructures (EDRI) store lynladestation med 14 ladeudtag ved afkørsel 56 Horsens Vest på E45. Ladestandderne i Danmark forventes at skifte udseende og indgå fuldt ud i Clevers app omkring årsskiftet.

“Vores ambition er den samme, som da vi etablerede Powered by E.ON Drive & Clever. Det skal være nemt at være elbilist. Nu samler vi de danske ladestationer hos Clever og styrker samtidig vores ladenetværk med endnu en attraktiv lynladestation i Horsens, så vi skaber et endnu stærkere ladenetværk og endnu bedre muligheder for at lade på farten,” siger Mathias Langkilde Sukstof, der er ansvarlig for netværksstrategi hos Clever.

I Sverige overtager EDRI driften af Powered by E.ON Drive & Clever-ladere, mens Uno-X overtager i Norge. Det betyder, at Clever-kunder fra september måned skal overgå til betaling med kreditkort på de norske og svenske stationer.

Se også: Europas mest driftsikre ladeudbyder indtager Danmark

Konsolidering af lademarkedet

Selvom udvidelsen af Clevers ladenetværk må bringe glæde hos Clevers abonnenter, udstiller handlen en tendens på markedet for offentlig opladning. Markedet samler sig i stadigt højere grad på få, meget dominerende aktører. I Danmark har vi især Clever, Norlys og Tesla, der er dominerende inden for lynladning.

Når de største netværk overtager mindre spillere, svækkes den direkte konkurrence om de danske elbilister. Det kan i sidste ende få betydning for priserne og valgfriheden af ladeudbydere, hvor de mindre ladeudbydere får sværere ved at kæmpe mod de største giganter.

Se også: Test og anmeldelser af elbiler

Følg på Google

Få Mobilsidens nyheder i dit Google-feed