Fem minutter, 1.500 kW: BYD satser stort på lynladere i Norden
BYD er klar til at bygge et omfattende netværk af lynladestationer i Norden med en spidseffekt på op til 1.500 kW, der kan lynlade kompatible elbiler på få minutter.
Se også: Nyt BYD-batteri smadrer alle rekorder
BYD ansætter ladeekspert i Norden
Der er nu ikke længere tvivl om, at BYD mener det seriøst med udrulningen i Europa med deres nye Flash Charging-lynladenetværk. BYD har ansat ladeveteranen Jan Haugen Ihle til at lede udrulningen her i Norden.
Ihle kommer med solid erfaring fra branchen, blandt andet seks år som ansvarlig for Nord- og Vesteuropa hos IONITY samt seks år som landechef for Fortums ladevirksomhed i Norge.
Han tiltrådte stillingen som “Head of Flash Charging – Northern Europe” den 1. august 2026.
Se også: Nyheder om elbilteknologi
Op til 700 stationer i Norden
BYD har som mål at etablere op mod 100 Flash Charging-stationer i Norge i første fase, mens den samlede ambition for hele Norden ligger på omkring 700 stationer på sigt.
Udbygningen sker i samarbejde med ladeselskaber, BYD- og Denza-forhandlere samt andre relevante partnere, og laderne vil ifølge planen typisk placeres ved eksisterende ladeparker.
En fordel ved de nye ladere er, at de får deres egne gigantiske powerbanks, så de ikke belaster elnettet nævneværdigt.
Se også: Nyheder om BYD
Fem minutter fra 10 til 70 procent
Selve teknologien bag satsningen er BYDs egen ultrahurtige ladeteknologi, døbt Flash Charging, der kombinerer en ny generation batterier, kaldet BYD Blade 2.0, med specialudviklede ladere.
Ifølge BYD kan kompatible biler lade fra 10 til 70 procent batterikapacitet på omkring fem minutter, mens en opladning fra 10 til 97 procent kan klares på ni minutter.
Selv ved temperaturer helt ned til minus 30 grader oplyser BYD, at batteriet kan lade fra 20 til 97 procent på omkring 12 minutter.
De første BYD-modeller med de nye Blade 2.0-batterier ventes allerede i første halvdel af næste år, hvorefter teknologien gradvist skal rulles ud til resten af mærkets modeller, også de mindste.
Den første model her i Europa bliver flagskibet Denza Z9 GT. Med tiden forventer vi, at billigere modeller med teknologien kommer hertil.
Se også: Disse elbiler lynlader hurtigst
En gamechanger, som BYD har hårdt brug for
Lynopladning af elbiler er på vej til at tage et gigantisk hop, i takt med at BYD udbygger sit ladenetværk i Europa, herunder her i Norden.
Det vil uden tvivl gøre BYDs elbiler mere attraktive, men det er også bestemt noget, BYD har hårdt brug for – i hvert fald herhjemme i Danmark, hvor mærket umuligt kan have opnået den succes, man forventede, da man for alvor kom til landet.
Som det ser ud lige nu er BYD det 18. mest populære elbilmærker i Danmark i 2026, hvor man her skal huske på, at de er verdens største producent af elektriske biler.
Til sammenligning sidder de kinesiske konkurrenter MG og Xpeng lige nu på større markedsandele i Danmark end BYD – og Zeekr, der er meget nyere i Danmark, gør klar til at overhale dem.
Få Mobilsidens nyheder i dit Google-feed