MG klar med nye topmodeller – se mulige danske priser
Næsten to et halvt år efter at MG for første gang præsenterede deres nye luksusmærke IM, har de to elbiler MG IM5 og MG IM6 endelig kurs mod de danske veje.
De to nye elbiler løfter mærket, der hidtil har haft fokus på prisvenlige biler, markant op ad kvalitetsstigen. Se mulige danske priser på MG IM5 og MG IM6.
Se også: Alle elbiler fra MG
En sedan og SUV med rigeligt plads
MG IM5 er en elegant og aerodynamisk sedan i D-segmentet, der måler 4.931 millimeter i længden og har en lang akselafstand på 2.950 millimeter. Bagagerummet rummer 457 liter, som kan udvides til 1.290 liter. Dertil er der et lille frunk foran på 18 liter.
Ønsker man mere plads, er MG IM6 det oplagte valg. SUV’en måler 4.904 millimeter i længden og 1.988 millimeter i bredden. Bagagerummet rummer hele 665 liter og op til 1.640 liter med bagsæderne lagt ned, mens frunken tilbyder 32 liter ekstra plads.
Se også: Sammenlign alle sedaner
MG IM5: Fra hverdags-sedan til muskelbundt
Indstigningsmodellen MG IM5 Standard Range har et batteri på 73,5 kWh (netto), en WLTP-rækkevidde på 405 kilometer og en ydeevne 217 kW (295 hestekræfter), hvilket klarer 0 til 100 km/t på 6,8 sekunder.
Vil man have mere rækkevidde, byder MG IM5 Long Range på et større batteri på 96,5 kWh (netto). Det skubber rækkevidden op på 530 kilometer, mens ydelsen stiger til 300 kW eller 408 hestekræfter med en acceleration fra 0 til 100 km/t på blot 4,9 sekunder.
Er det ikke nok, sætter MG IM5 Performance trumf på. Med firehjulstræk og vanvittige 553 kW eller 752 hestekræfter samt 802 Nm drejningsmoment rykker den fra 0 til 100 km/t på kun 3,2 sekunder. Rækkevidden i Performance-udgaven lyder på 490 kilometer.
Se også: Sammenlign alle SUV’er
MG IM6: Komfort-cruiser og super sporty SUV
SUV-søsteren MG IM6 kommer som udgangspunkt i en veludstyret Long Range-udgave. Med et batteri på 96,5 kWh (netto) får du en rækkevidde på 500 kilometer.
Den yder 300 kW eller 408 hestekræfter og har et drejningsmoment på 500 Nm over baghjulene, hvilket sikrer en acceleration fra 0 til 100 km/t på 5,4 sekunder.
Skruer man op for ambitionerne, finder man MG IM6 Performance. Her tilføjes en ekstra elmotor på forakslen, så den samlede ydelse eksploderer til 553 kW (752 hestekræfter) og 802 Nm.
Det sender den store SUV fra 0 til 100 km/t på blot 3,5 sekunder, mens rækkevidden lyder på 440 kilometer.
Performance-udgaven leveres desuden med luftaffjedring, adaptiv undervogn og firehjulstræk, som giver optimal manøvredygtighed.
Se også: Disse elbiler er bedst i test
Første elbiler fra MG med lynhurtig opladning
Med introduktionen af IM-modellerne tager MG et teknologisk kvantespring herhjemme, da IM5 og IM6 bliver de allerførste elbiler fra MG på det danske marked med et 800-volt batterisystem.
Det rykker i den grad ved mærkets teknologiske udgangspunkt og sikrer, at alle varianter – bortset fra MG IM5 Standard Range – kan modtage en maksimal DC-ladeeffekt på hele 369 kW. I praksis betyder det, at en opladning fra 10 til 80 procent klares på omkring 17 minutter under de rette betingelser.
Sætter man det op mod de absolut bedste konkurrenter på markedet fra blandt andet Xpeng og Zeekr, er ladetiderne ganske vist ikke markedsførende – ladekongerne arbejder i dag med ladeeffekter på over 500 kilowatt og gør ladestoppet færdigt på blot 11-12 minutter.
Ikke desto mindre er præstationerne i IM-modellerne konkurrencedygtige, og de gør i høj grad IM5 og IM6 relevante, egnede til langture og tidssvarende.
Se også: Test af elbiler
MG IM5 og IM6: Vores bud på de danske priser
MG har endnu ikke offentliggjort de officielle danske priser. Da IM-serien er placeret et trin eller to højere end de eksisterende modeller, skal vi forvente dyrere, men også bedre biler.
Vi skal dog blot se mod Storbritannien, hvor bilerne allerede er introduceret. Her har SUV’en MGS6, som koster fra 299.999 kroner i Danmark, en startpris på 37.995 pund.
I Storbritannien starter MG IM5 Standard Range til sammenligning ved 39.450 pund. Det giver et meget realistisk bud på en dansk startpris på omkring 310.000 kroner.
Den større MG IM6, som har Long Range som indstigningsvariant, koster fra 47.995 pund i Storbritannien. Det svarer til en forventet dansk pris på cirka 380.000 kroner.
De første danske kunder kan efter planen opleve de nye modeller hos forhandlerne fra oktober.
Se også: Salgstal og statistik om elbiler
Få Mobilsidens nyheder i dit Google-feed




