Pas på batterigarantien: Tovejsladning æder kilometer

Drømmer du om at bruge elbilen som strømkilde via V2L, V2H og endda V2G? Pas på, for skjulte virtuelle kilometertællere æder på batterigarantien.

Guides og tips til valg af elbil

Muligheden for at bruge strømmen fra elbilens højspændingsbatteri til støvsugeren, hjemmet eller elnettet hyldes som den helt store revolution.

Men den smarte tovejsladning har en bagside, som som man som elbilejer bør være opmærksom på.

De usynlige kilometer æder på batterigarantien

Teknologier som Vehicle to Load (V2L), Vehicle to Home (V2H) og Vehicle to Grid (V2G) gør det muligt at bruge elbilen som en rullende kæmpepowerbank.

Det er super smart og har nogle oplagte fordele. Men brugen er heller uden ulemper, som man skal være klar over.

Mange forestiller sig nok, at strømmen er “gratis” for bilens kilometertal, så længe hjulene på bilen ikke ruller. Men sådan hænger virkeligheden ikke sammen.

Da mobilsiden.dk spurgte Thomas Hjortshøj, pressechef for Skoda i Danmark, om den udtrukne strøm tæller med i batterigarantien (typisk 8 år eller 160.000 km), lød det utvetydige svar:

“Ja, det tæller med, for batteriet slides ved afladningerne. Det er derfor, at der udregnes en virtuel afstand.”

Selvom de fysiske kilometertal i instrumentbrættet ikke rykker på sig, tæller den virtuelle distance direkte med i batteriets garanti.

Selvom vi her tager udgangspunkt i Skodas officielle vilkår, er princippet en generel tendens på tværs af hele bilbranchen.

Fra bilproducenternes perskeptiv er årsagen til det ganske simpel, for battericellerne slides, hver gang de aflades, uanset om energien bruges til at drive elbilen frem eller til at drive elektronik eller hus.

Læs ogsåSe garantien på alle elbiler i Danmark

Sådan udregnes det skjulte forbrug

Fortsætter vi med Skoda som eksempel afslører de officielle garantibestemmelser præcis, hvordan regnestykket fungerer.

Den udtrukne energimængde divideres med et såkaldt hypotetisk energiforbrug. Det fastsættes ud fra bilens maksimale energiforbrug under de mest ugunstige testforhold.

Hvis bilen eksempelvis har et hypotetisk referenceforbrug på 20 kWh pr. 100 kilometer, vil et strømudtag på 20 kWh automatisk registreres som 100 kørte kilometer på den interne garantitæller.

Man skal være opmærksom på, at alt tæller med. Alt fra tung forsyning af hustandens varmepumpe via en tovejs-wallbox til en helt almindelig vinkelsliber i bagagerummets 230-volts stik.

Læs ogsåVehicle-to-grid (V2G): Hvornår kommer tovejsopladning til Danmark?

Betydning for gensalg og brugtpris

Bilejere behøver dog ikke frygte hyppigere værkstedsbesøg af den grund. Serviceintervallerne forbliver uændrede på de faste to år.

Men vi forudser, at den virtuelle kilometertæller kan få mærkbar betydning for bilens værdi på brugtbilsmarkedet.

Da batteriet suverænt er elbilens dyreste komponent, vil fremtidige brugtbilkøbere næppe blot kigge på det kilometertal, der vises i førerskærmen på bilen.

En elbil, der officielt har rullet 80.000 kilometer på vejene, men reelt har leveret strøm svarende til yderligere 60.000 kilometers kørsel, har et mere slidt batteri og kortere restgaranti tilbage.

Vi anbefaler derfor, at du bruger tovejsladning med omtanke, tjekker bilens interne servicemenu for den samlede garantidistance og undersøger de specifikke garantibestemmelser hos producenten af din elbil.

Læs ogsåSeneste nyheder om ladeudbydere og opladning