VW har nye billige elbiler – men den næste er en gamechanger

Volkswagen har i år lanceret en stribe elbiler til 200.000 kr., men næste år lander deres billigste. Volkswagen ID. Up! skal koste 160.000 kr. og får helt ny teknologi.

Volkswagen
Volkswagen logo. Foto: Mobilsiden.dk.

Volkswagen har for alvor meldt sig ind i kampen om de kompakte, prisvenlige elbiler med lanceringen af tre nye modeller til under 200.000 kroner på tværs af koncernens mærker.

Men selvom VW ID. Polo, ID. Cross, Skoda Epiq og Cupra er et stort skridt i den rigtige retning, er det næste års helt lille nyhed, der for alvor kan vende op og ned på det hele.

Til næste år kommer nemlig en ID. Up!, som bliver koncernens billigste elbil – og den kommer med amerikansk teknologi ombord.

En bølge af elbiler til 200.000 kroner

Her i 2026 ligner Volkswagens seneste elbiloffensiv en rungende succes. Volkswagen ID. Polo, ID. Cross, Cupra Raval og Skoda Peaq er forudbestilt i mere end 100.000 eksemplarer, har koncernen afsløret.

Fælles for dem alle er et prisskilt, der lander lige under 200.000 kroner, dog lige undtagen ID. Cross til 209.995 kr.

Det er elbiler til mere overkommelige priser, end vi nogensinde før har set fra tyskerne – men de er snart klar til at tage skridtet videre ned i prisklassen.

Til næste år introducerer de nemlig en endnu billigere model, som modsat sine større søskende bliver fuldstændig eksklusiv for modermærket.

Der kommer med andre ord hverken en afstikker med Cupra- eller Skoda-logo på fronten, som vi har set det med dette års modeller.

Læs ogsåGuides og tips til valg af elbil Læs ogsåSeneste nyheder om elbilteknologi

Up! vender tilbage som elbil i 2027

Bilen har hidtil været teaset under konceptnavnet ID. Every1, men forventes at genoplive et af Danmarks mest elskede bilnavne: ID. Up!.

Prisen forventes at lande helt nede omkring 150.000 til 160.000 kroner, hvor vi i dag finder elbiler som Renault Twingo, BYD Dolphin Surf og Citroën ë-c3.

Volkswagen holder kortene tæt ind til kroppen, men de har dog afsløret nogle foreløbige specifikationer på ID. Up!.

Den forventes at få mindst 250 kilometers rækkevidde, en forhjulstrukket elmotor med 95 hestekræfter og et bagagerum på pæne 305 liter, hvilket matcher konkurrenterne meget godt.

Volkswagen ID. EVERY1 til venstre og Volkswagen up! til højre.

Det er derfor hverken på pris eller på plads, at den lille ID. Up! ligner en gamechanger for Volkswagen – så hvad er det så på? Det handler om selve arkitekturen i bilen, hvor VW har hentet hjælp fra amerikanere.

Læs ogsåStor guide: Her er de bedste elbiler under 200.000 kroner

Den første softwaredefinerede VW – med hjælp fra Rivian

Det er nemlig under overfladen, at ID. Up! for alvor kan blive en gamechanger for Volkswagen.

Det bliver mærkets allerførste model, der er født med teknologi udviklet i det tætte partnerskab med amerikanske Rivian, som de har postet enorme ressourcer i.

Kort fortalt forventes den at blive Volkswagens første ægte softwaredefinerede elbil.

At en bil er softwaredefineret betyder kort fortalt, at dens funktioner, ydeevne og brugerflade styres og opdateres centralt via avanceret software, frem for at være bundet til snesevis af adskilte computerbokse.

Præcis som på en moderne smartphone kan bilen løbende modtage softwareopdateringer, der tilføjer helt nye funktioner, retter fejl og forbedrer bilen gennem hele levetiden – som man i dag kender det fra en Tesla.

Vi vurderer, at dette kan blive et altafgørende vendepunkt for Volkswagen. Hvis det lykkes tyskerne at kombinere en skarp pris på 160.000 kroner med fremtidssikret Rivian-software, tegner det lovende for den lille ID. Up! og fremtidige elbiler fra VW.

Så ID. Polo, ID. Cross, Raval og Epiq kan friste dig nu, men måske det kan være smart at væbne dig med lidt mere tålmodighed – eller lease en elbil i mellemtiden.

Læs ogsåFind elbilen til dit behov