Se prisen – Xpeng L05 bliver en alvorlig hovedpine for G6

Lige så meget den nye Xpeng L05 truer blandt andet VW ID. Tiguan, lige så meget risikerer den at kannibalisere salget af mærkets egen storsælgende G6.

Xpeng
Foto: Xpeng

Xpeng L05 er netop kommet til salg i Kina til priser, der åbner op for et yderst interessant regnestykke.

Den nye SUV giver masser af plads til en virkelig skarp pris, men den tætte prissætning på fætteren G6 skaber alvorlig risiko for at skade salget af Xpengs storsælgende elbil.

Xpeng L05 får skarp kinesisk pris

I Kina er prisen på den nye Xpeng L05 offentliggjort. Den har fået en pris, der er nøjagtigt 20.000 yuan højere end den mindre L03.

Det svarer til en stigning på 17 procent i forhold til lillebroren.

Med den prissætning markerer den kinesiske producent endnu engang sine aggressive ambitioner på elbilmarkedet.

Læs ogsåAlle elbiler fra Xpeng

Mulig dansk pris på 279.995 kroner

Forudsat at den samme procentvise prisstigning kan overføres til det danske marked, kan vi se frem til en dansk startpris på Xpeng L05 omkring 279.995 kroner.

Det er en yderst aggressiv prissætning for en bil, der – ligesom med L03 – må forventes at blive leveret tæt på fuldt udstyret.

Foto: Xpeng

Til sammenligning koster den nye Volkswagen ID. Tiguan fra 299.995 kroner. Dertil skal lægges en hulens masse tilkøbt udstyr, som er blevet mærkbart dyrere end hos forgængeren ID.4.

Læs ogsåSeneste nyheder om Xpeng

Risiko for internt salgssvigt

Selvom prisen gør Xpeng L05 yderst konkurrencedygtig mod de fleste rivaler, skaber introduktionen af den nye model lidt af et dilemma. Med en forventet pris på 279.995 kroner lægger den sig forbavsende tæt op ad Xpeng G6, der koster fra 299.995 kroner.

Den tætte placering illustrerer tydeligt, at Xpengs hurtigt voksende modelprogram risikerer at kannibalisere salget af egne biler.

De to modeller læner sig ganske enkelt for meget op ad hinanden prismæssigt.

Læs ogsåSammenlign to elbiler

Hvad er forskellen på Xpeng L05 og G6?

Nærstuderer man specifikationerne på L05 og G6, er der dog væsentlige forskelle på bilerne. Xpeng G6 er mere premium, hvorimod L05 er bygget til at levere maksimal plads for pengene.

L05 måler 4.870 millimeter i længden mod G6 med 4.753 millimeter, og akselafstanden er 50 millimeter længere i L05. Højde og bredde er næsten identiske på begge biler.

Xpeng L05. Foto: Xpeng

På ydelsen skal der indgås kompromiser. L05 nøjes med 183 kW svarende til 245 hestekræfter, mens G6 leverer enten 292 eller 480 hestekræfter og markant hurtigere acceleration.

G6 har et 800 volt batterisystem med en lynhurtig ladetid på 12 minutter, mens L05 kører med et 400 volt-batterisystem og skal bruge 20 minutter ligesom L03.

Til gengæld vinder L05 marginalt på rækkevidden. Den klarer mellem 560 og 635 kilometer efter den kinesiske CLTC-norm, hvilket er en lille smule længere end de 625 kilometer (CLTC), som G6 præsterer.

I Danmark har G6 en WLTP-rækkevidde på op til 520 kilometer, så vi forventer, at L05 får en WLTP-rækkevidde på op til cirka 528 kilometer.

Under motorhjelmen finder man en anden væsentlig forskel på bilerne. Ultra-varianten af L05 forventes, ligesom med L03, at kunne fås med den nye og kraftige Turing-chip til infotainmentsystemet.

Denne opgradering fremtidssikrer bilen digitalt i mange år fremover. Det er en teknologisk mulighed, som ejere af Xpeng G6 slet ikke har adgang til.

Læs ogsåSeneste test og anmeldelser af elbiler