Ligner årets fedeste mobil – men én ting bekymrer mig

Motorola Signature 27 er i mine øjne en af årets mest interessante nye smartphones. Nyt rygter afslører nu, at der måske venter en stor udfordring forude.

Mobiltelefoner
Motorola Signature 27

Motorola gør klar til et opsigtsvækkende comeback i den absolutte superliga med Signature 27, som skal stå ansigt til ansigt med nogle af de absolut bedste smartphones på markedet.

Den ser ekstremt spændende ud, men de nyeste rygter tyder på, at prisen kan blive voldsom – og den kan gå hen og blive det største problem for Signature 27.

Voldsomt prishop udfordrer giganterne

En portugisisk forhandler har før tid listet Motorola Signature 27 til knap 1.595 euro for en variant med 12 GB RAM og 512 GB lager.

Omregnet svarer det direkte til cirka 11.900 kroner før eventuelle lokale afgifter og dansk moms. Til sammenligning debuterede forgængeren ved mere spiselige 999 euro.

Det er en prisstigning på over 50 procent, som sender telefonen direkte ind i det mest nådesløse prislag på det danske marked. Herhjemme starter Samsung Galaxy S26 Ultra vejledende ved 11.499 kroner, mens iPhone 18 Pro Max koster fra 12.299 kroner.

Hvis Motorola tror, de kan lægge sig lige midt imellem de to etablerede sværvægtere, risikerer de efter vores mening at spænde ben for sig selv. Forbrugere skifter sjældent væk fra de trygge valg uden en mærkbar økonomisk gulerod, men det bliver spændende at se, hvad Motorola har af planer.

Læs ogsåSeneste test af mobiltelefoner

Motorola Signature 27 er i den absolutte elite

På papiret fejler ambitionerne nu ikke noget. Motorola Signature 27 drives af Qualcomms nye Snapdragon 8 Elite Extreme Gen 6, som loves tæmmet af et unikt kølesystem med 3D-dampkammer og termisk gel med diamantpartikler.

Kameraopsætningen ser ligeledes fremragende ud. Hovedsensoren er den nye 50 megapixel Sony LYTIA 910, flankeret af et 200 megapixel periskop-telekamera.

Motorola Signature 27

Den har dertil unikke stereohøjttalere tunet af Bang & Olufsen. Vi håber desuden, at Motorola fastholder deres tradition med solide silicium carbon-batterier, der tidligere har givet konkurrenterne baghjul på driftstiden – den skulle have et stort 7.000 mAh batteri.

Motorola Signature 27 er uden tvivl en af de mobiltelefoner, som jeg har set mest frem til at mellem hænderne i år.

Læs også5 vilde smartphones på vej: Vent før du køber ny mobil

Opdateringsløfterne skal holde hele vejen

Imponerende råstyrke er dog kun den halve kamp i denne prisklasse. Hvis Motorola forlanger tæt på 12.000 kroner, skal softwareoplevelsen matche prisskiltet.

Motorola taler om “op til” syv års opdateringer med sikkerhedspatches hver anden måned, men den formulering vækker en vis skepsis hos os.

Ordene “op til” giver lidt for let bagdøren åben til at trække stikket før tid, og mærkets historik med forsinkede Android-opdateringer taler for sig selv.

Hvis Signature 27 skal have en chance mod Apple og Samsung efter lanceringen den 5. november, skal prisen være skarp, og softwareløfterne urokkelige.

Læs ogsåDen store test: Disse er årets bedste mobiler i 2026