Polestar bliver hollandsk

Efter pres på likviditeten og et udskudt regnskab skifter Polestar nationalitet til Holland. Nu svarer selskabet på, hvad flytningen betyder.

Polestar
Polestar 4. Foto: Mobilsiden.dk.

Polestar ryster endnu en gang kortene i en højspændt overlevelseskamp.

Det hårdt pressede elbilmærke omorganiserer nu hele selskabet fra at være svensk til at blive en hollandsk virksomhed.

Fra svensk stolthed til hollandsk selskab

Det er svenske Dagens industri, som er kommet i besiddelse af dokumenter omhandlende den store omstrukturering, der er indsendt til det amerikanske børstilsyn, SEC. Medarbejderne blev orienteret om beslutningen samme morgen.

Ledelsen kalder selv flytningen for et naturligt skridt mod at effektivisere driften. Det sker dog efter en årelang række af massive underskud, som har strakt selskabets økonomi.

Polestar afviser fysisk flytning

Polestar Performance AB omdannes konkret til et hollandsk selskab (BV) for at give varemærket “større fleksibilitet og forenkle den administrative kompleksitet”, oplyser Martin Ödman, der er PR- og kommunikationschef for Polestar i Sverige til Vi Bilägare.

“Ændringen gælder kun Polestars juridiske selskabsstruktur og betyder ikke, at virksomheden flytter fra Sverige,” understreger han.

Hovedkontoret og koncernfunktionerne forbliver i Göteborg.

Polestar oplyser desuden, at de svenske aktiviteter fortsætter via en svensk filial og fortsat beskattes i Sverige uden påvirkning for de ansatte.

Læs ogsåAlle elbiler fra Polestar

Regnskabet udskudt i seneste øjeblik

Timingen er næppe tilfældig. Blot to dage før den planlagte fremlæggelse af Q3-regnskabet trak ledelsen i nødbremsen og udskød rapporteringen på ubestemt tid.

Når et børsnoteret selskab udskyder sine tal uden en klar forklaring, vækker det berettiget uro.

Finansafdelingen kæmper øjensynligt for at få enderne til at hænge sammen i en presset likviditetssituation.

Læs ogsåPolestar bremser op: Udskyder resultater i sidste øjeblik

Geelys nye strategi sætter Polestar under pres

For at forstå, hvorfor Polestar flygter fra Sverige til Holland, skal man se på moderselskabet Geely. Kineserne rydder kraftigt op i bilmærkerne og flytter i stigende grad ressourcerne over på Zeekr og Geely Auto.

Polestars aktiekurs er faldet med 97 procent siden 2022, og selskabet har brændt cirka 40 milliarder kroner af.

Nettogælden på 50 milliarder kroner gør den en fortsat satsning på Polestar svær at forsvare.

Krisen mærkes også i Danmark. Selskabets markedsandel er faldet fra 4,8 procent i 2022 til blot 1,4 procent i 2026, og konkurrenterne kører hurtigt fra den svensk-kinesiske bilproducent.

 

Flytningen til Holland ligner det seneste kapitel i en desperat oprydning. Tiden må vise, om manøvren sikrer mærkets overlevelse, eller om det bliver det første offer for den uundgåelige konsolidering af de mange kinesiske elbbilmærker.

Læs ogsåGeelys nye strategi kan koste Polestar livet