Polestar har netop hevet tæppet af deres nyeste kreation, konceptbilen Formula 2030. Det er en kompakt, ultralav og nærmest gudesmuk firedørs sportsvogn, som desværre er født med et problem: Den bliver, som man efterhånden kunne forvente, aldrig sat i produktion.
Et modigt kig på mærkets næste generation
Formula 2030 er den første model skabt under chefdesigner Philipp Römers, der kom til fra Audi.
Bilen måler blot 1,35 meter i højden og kombinerer en aggressiv hajnæse med en visirformet forrude, 22-tommer hjul og en ufo-agtig bagende uden den traditionelle lysstribe.
Selvom bilen aldrig rammer samlebåndet, er den ikke spildt arbejde. Frontens skarpe dual-blade-forlygter viser direkte, hvordan næste generation af Polestar 2 kommer til at se ud i 2027, mens aerodynamiske elementer også finder vej til den kommende Polestar 7 i 2028.
Læs ogsåSeneste nyheder om PolestarFysiske knapper og tiltrængt ro i kabinen
Indvendigt byder konceptet på en kærkommen nyhed for os, der er trætte af rene touchskærme.
Polestar vender tilbage til en mere taktil oplevelse med udskiftelige, fysiske vippekontakter under en bevægelig centerskærm, assisteret af Google Gemini og bæredygtige hørfiber-materialer.
Kabinen åbner via døre uden B-stolpe, og bagagerummet afslører synlige Öhlins-dæmpere og detaljer i Swedish Gold, der understreger mærkets velkendte performance-aner.
Læs ogsåGuides og tips til valg af elbilPolestars problem med tempoet
Jeg må dog stilfærdigt minde om, at Polestar generelt er meget sløve, når visioner skal omsættes til virkelighed.
Vi så det med konceptet Precept fra 2020, der først her seks år senere er blevet til Polestar 5 – og nu med teknologi, der allerede er forældet.
Det samme gælder roadsteren O2 fra 2022, som blev døbt Polestar 6. Trods åbne forudbestillinger er den stadig ikke blevet til mere end en drøm, man måske kan håbe på en dag. Formula 2030 deler ikke engang dét spinkle håb.
Den smukke svensker fungerer mest som et signal til omverdenen om, at Polestar stadig er i live og vil kæmpe videre, selvom tiderne er svære for den kinesisk ejede producent.
Men hvad Polestar lige nu har mere brug for, er en opdateret Polestar 2 og den billigere Polestar 7.
Læs ogsåSeneste test og anmeldelser af elbiler







