Danmark er officielt blevet Nios største marked i hele Europa – men bag den umiddelbare succeshistorie gemmer der sig dog en næsten tragikomisk virkelighed, for førstepladsen er hevet i land med blot 85 solgte biler i år.
En europæisk triumf på lavt blus
I oktober toppede Danmark listen med beskedne 48 registreringer, hvoraf Nio-brandet stod for de 46 og lavprismærket Firefly tog to. Det rakte altså til en suveræn førsteplads og udgjorde over en fjerdedel af hele koncernens europæiske total på 171 biler.
Fremgangen herhjemme skyldes primært, at importøren for nylig har sat gang i et brandudsalg på lagerbiler med prisreduktioner på op mod 100.000 kroner.
Men når 48 biler på en måned gør lille Danmark til kontinentets absolutte højborg, siger det desværre alt om mærkets massive modvind. Her skal vi huske på, at Nio har været til stede i Danmark siden 2022.
I Tyskland registrerede Nio eksempelvis ikke en eneste bil i samme måned. Nul.

Fremragende biler uden købere
Det er en fascinerende situation, for her på Mobilsiden.dk ved vi, at Nios biler isoleret set er fremragende. Byggekvaliteten er høj, kørekomforten matcher de etablerede tyskere, softwaren er i top og der er absolut intet i vejen med selve produktet.
Det er bare slet ikke lykkedes at overbevise de europæiske bilkøbere om, at de skal kaste deres sparepenge efter kostbare kinesiske premiumbiler.
Efterhånden kan man ikke lade være med at tænke, om det snart ville give mest mening for Nio blot at lukke ned for det europæiske eventyr og kravle slukørede hjem til Kina – mon ikke det er i deres overvejelser.
Læs ogsåSeneste nyheder om kommende elbilerIngen kære mor på hjemmemarkedet
Problemet er bare, at der bestemt heller ikke venter nogen varm velkomst derhjemme.
På det kinesiske marked raser en exceptionel hård og nådesløs priskrig, som presser marginerne i bund og tvinger landets elbilproducenter til desperat at søge mod udlandet for at overleve.
Danmark har måske sikret Nio en statistisk førsteplads, men hvis 85 biler på ti måneder er det bedste, man kan præstere på sit største marked i Europa, ligner den europæiske fremtid en umulig bjergbestigning.
Læs ogsåGuides og tips til valg af elbil