Slut med Motorolas Moto X-serie: Erstattes af Moto Z
Motorola – nu ejet af Lenovo – har allerede løftet sløret for Moto G4, G4 Plus samt G4 Play, men de mest interessante nyheder lader endnu vente på sig: Efterfølgeren til sidste års Moto X-smartphone.
Efter Lenovos opkøb af Motorola er der længe blevet sået tvivl om, hvorvidt Motorolas Moto-brand bestående af serierne X, G og E vil fortsætte ad samme retning som hidtil.
Det ser næppe ud til at blive tilfældet – dels fordi lækkede billede afslører de næste topmodeller med et væsentligt anderledes design, og dels fordi de nye Moto G-smartphones allerede har fået lidt andre navne end hidtil: Moto G4, som faktisk er helt samme modelnavn som sidste års LG G4-topmodel.
Læs også: To Moto X-smartphones på vej: Tilslut moduler på bagsiden
Det sidste tegn på, at der kommer til at ske store ændringer i år med de velkendte Moto X-smartphones, er en række nye oplysninger fra den kendte Twitter-tipster, evleaks, også kendt som Evan Blass, der via hjemmesiden Venturebeat har offentliggjort oplysningerne.

Heri fremgår det, at han har set kommende markedsføringsmateriale til de næste to topmodeller, og her er der ingen 4. generations Moto X at finde, men derimod en helt ny serie kaldet Moto Z. Det lyder endvidere, at de to kommende modeller – indtil nu kendt som Moto X – i stedet kommer til at få navnene Moto Z Play og Moto Z Style, hvor sidstnævnte er topmodellen.
Man skulle næsten tro, at Lenovo og Sony i fællesskab har aftalt at bytte serienavne med hinanden. Med kun tre måneders mellemrum får Moto-telefonerne nu den Z-serie som navn, som Sony efter mange år netop har skiftet ud med en X-serie (som Motorola har haft i mange år – indtil nu).
Læs også: Første Moto X-pressefotos: Store designændringer på vej
Som de tidligere billeder har afsløret, vil de to kommende Moto Z-smartphones skille sig ud fra mængden ved at kunne få tilsluttet nye bagsider med tilhørende moduler via 16 magnetiske kontaktben på bagsiden. Disse moduler tæller indtil videre en stereohøjttaler, en batteripakke, et kameragreb med blitz og optisk zoom, en pico-projektor og et hårdført cover med en vidvinklet linse og gik oprindeligt under navnet Amps, men vil nu i stedet blive kaldt MotoMods.
Det forventes, at de to nye Moto Z-smartphones bliver offentliggjort ved Lenovo Tech World-eventen torsdag den 9. juni, hvor også Lenovos Project Tango-smartphone i samarbejde med Google ser ud til at blive lanceret officielt foruden at den formentligt bliver teaset ved aftenens Google I/O-event.