75 % af alle iPhones og iPads er nu opdateret til iOS 9
Apple kan noget, som ingen andre kan det, når det gælder udrulning af ny software. Det understreges endnu en gang af nye tal, som den californiske it-gigant har offentliggjort på sin udviklerside.
Hver måned opdaterer Apple, lige som Google gør det, en graf, der viser udbredelsen af de seneste versioner af iOS-styresystemet. Det interessante er selvfølgelig at se på, hvor hurtigt udrulningen af den seneste version, iOS 9, sker.
Læs også: iOS 9.3 beta udgivet: Her er alle nyhederne
Og heldigvis for Apple ser tallene yderst positive ud. Siden udgivelsen af iOS 9 den 16. september 2015 er det nu hele 75 % af alle kompatible iPhones, iPads og iPod touch, som kører med den seneste software – med andre ord tre ud af fire.
Under en uge skulle Apple bruge på at få den første halvdel af brugerne over fra iOS 8 til iOS 9, mens andelen steg til 66 % efter halvanden måned, og nu drejer det sig altså for Apple om at få opgraderet den resterende del, der tager sig god tid til det.
Læs også: Apple sagsøgt efter iOS 9 har gjort iPhone 4s ubrugelig
75 % af alle understøttede iOS-enheder, der kan modtage opgraderingen, må dog uanset hvad siges at være imponerende – også på trods af, at tallet ville have været lavere, hvis alle de ældre iOS-produkter, der ikke længere understøttes, blev medtaget.
Android 6.0 Marshmallow udrulles i sneglefart
Hvad der må siges ikke at være imponerende, er derimod rivalen, Google og de mange producenter, som firmaet har bag sig. Her lyder historien nogenlunde den samme, som den altid har gjort: Udrulningen af de nyeste Android-versioner, nu Android 6.0 Marshmallow, sker i sneglefart.
Den nyeste Android-version blev udgivet blot tre uger efter Apples iOS 9, og i dag, lidt over tre måneder senere, er softwaren ifølge Googles udviklerside kun at finde på 0,7 % af alle Android-produkter med adgang til Google Play-butikken. Det tal står altså i stærk kontrast til iOS 9, da det mere eller mindre kun er Google, der på nuværende tidspunkt har udrullet Android 6.0 Marshmallow til Nexus-produkterne.
Læs også: Android 6.0 Marshmallow nu ude til de første telefoner
De andre producenter er fortsat i fuld sving med at færdiggøre den seneste Android-version til de nyeste topmodeller. Der er i Android-verdenen ofte ingen garanti for, at netop din smartphone modtager den seneste opgradering efter at have været på markedet i et års tid, før det aktivt meldes ud – og det er ikke alle producenter, der er lige gode til dette.
Derfor kan du i Mobilsidens store oversigt få et overblik over, hvad status er for de mange forskellige Android-smartphones i forhold til at få opgraderingen til Android 6.0 Marshmallow.