Apples første Android-app får en hård modtagelse
Det kan være svært at tage skridtet fra det ene økosystem til smartphones til det andet, når du først er endt deri som mangeårig bruger med købte apps, spil, film og andet digitalt indhold.
Apple gør det dog væsentligt nemmere nu, hvis du alligevel skulle gå med planer om at udskifte Googles Android til fordel for Apples egen iOS til iPhones. Det sker i form af den helt nye app, ”Flyt til iOS”, som Apple debuterer med i Google Play-butikken.
Læs også: iOS 9 slippes løs i dag – her er nyhederne
Et sådan tiltag falder dog ikke i god jord hos de mange Android-brugere, der straks har taget et kig på Apples opsigtsvækkende træk. Et lille døgn efter lanceringen af Flyt til iOS-appen er det således en bedømmelse på blot 1,8 ud af 5 stjerner, der følger med appen.
I skrivende stund er hele 3 ud af 4 af de 2.649 bedømmelser bundkarakter fra Android-brugere, der i overvejende grad viser sig utilfreds over alt andet end netop appen selv. I stedet er der gået sport i at hagle Apple og appen ned, nu hvor it-giganten bevæger sig ud på ukendt territorium.
Sådan bruger du Move to iOS-appen
- Download appen i Play-butikken til din Android-telefon.
- Under opsætningen af din nye iPhone vælger du ”Flyt data fra Android” i skærmbilledet ”Apps & data”. Er din iPhone allerede sat op, skal du opsætte den forfra.
- Åbn Flyt til iOS-appen, tryk på ”Fortsæt”. Accepter betingelserne og tryk på ”Næste” ved ”Find din kode”-skærmen.
- På din iPhone trykker du på ”Fortsæt” i ”Flyt fra Android”-skærmen, hvor en ticifret kode kommer frem.
- Indtast den ticifrede kode på din Android-smartphone og vælg indholdet, som skal overføres efterfulgt af et tryk på ”Næste”.
- Efter overførslen skal du fortsætte opsætningen af din iPhone.
I galleriet herunder fra Ars Technica kan du se, hvordan processen fungerer, når indhold fra Android skal flyttes over til Apples iOS.