Gyldendal vil være bøgernes svar på Netflix

Forlaget Gyldendal har droppet nethandlen af bøger og vil i stedet være bøgernes svar på Netflix.

Gyldendal vil være bøgernes svar på Netflix

Danmarks største forlag har valgt, at lukke nethandlen af bøger og dermed webshoppen g.dk. Det meddeler Gyldendal i en pressemeddelelse.

 – ”Det er ikke strategisk afgørende for os at eje detailhandel online – vi har jo heller aldrig ejet boghandlerkæder – og markedet er blevet ekstremt konkurrencebetonet med meget ringe muligheder for at skabe en fornuftig forretning,” lyder det fra Gyldendal-direktør Tine Smedegaard Andersen i pressemeddelelsen.

Gyldendal har i stedet indledt et samarbejde med Storytel, som er en svensk streamingtjeneste, med henblik på at blive bøgernes svar på Netflix. Ligesom Gyldendal også har købt sig ind i det nyetablerede datterselskab af Storytel, som tilbyder digitale lydbøger i abonnement. Det skriver Politiken.dk.

 – ”Gyldendal ser streamingtjenester for bøger som en vigtig del af fremtidens læsemarked, og medejerskabet i det danske Storytel er første skridt i etablering på markedet for online streaming af litteratur,” siger Tine Smedegaard Andersen.

Tjenesten vil lægge vægten på de nyeste bogtitler, men også have et større katalog af ældre titler fra både Gyldendal og andre danske forlag.

Den nye tjeneste åbner i maj måned på det danske marked, mens lukningen af g.dk sker i løbet af efteråret.