Sony propper både NFC og bluetooth i bærbar højttaler
Markedet for bærbare højttalere er vokset, i takt med at mobiltelefonen er blevet smartere. Nu kommer det seneste bud i kapløbet fra Sony.
Der er tale om den såkaldte SRS-BTM8 – det vil sige en bærbar højttaler udstyret med både NFC og bluetooth.
Princippet er egentlig det samme som med alle andre bluetooth-højttalere. Ved at parre den med din mobil eller tablet kan du streame musik, lydbøger etc. trådløst til højttaleren og ud i dit hjem.
Den indbyggede NFC-teknologi betyder dog, at du blot skal røre toppen af højttaleren med din smartphone eller tablet for at få musikken til at strømme – hvis din mobil eller tavle-pc vel at mærke har NFC. Hvis ikke, kan man parre på normal vis via bluetooth.
Bluetooth-forbindelsen gør det ligeledes muligt at tale håndfrit ved hjælp af højttaleren.
Ifølge Sony kan SRS-BTM8 spille i op til 20 timer på fire AA/LR6 batterier.
Frigivelsen sker i oktober til en vejledende udsalgspris på 750 kroner. Man kan vælge imellem sort og hvid.