Xiaomi lancerer Mi 9 med Snapdragon 855 og 48MP kamera
Opdatering: Xiaomi Mi 9 er netop lanceret i Europa. I Danmark får den en vejledende pris på 3.499 kroner for udgaven med 6GB og 64GB lagerplads. Hvem der kommer til at sælge den er endnu uklart, men et godt bud er teleselskabet 3.
Xiaomi har i flere år forsøgt at udkonkurrere de store smartphoneproducenter, på det asiatiske marked. Sidste år begyndte teleselskabet 3 så at forhandle Xiaomis telefoner, som eneste officielle forhandler i Danmark.
Læs også: Xiaomi giver smugkig på foldbar smartphone
Hvorvidt 3 har haft succes med at have Xiaomi på hylderne, ved vi ikke med sikkerhed. Men det lader til at Xiaomi nu selv vil udvide på det nordiske marked. I hvert fald peger alting på, at Xiaomis nye flagskib, Mi 9, også kommer på markedet i Danmark.
Hvad kan Xiaomi Mi 9 så byde på?
Først og fremmest befinder telefonen sig i den såkaldte “affordable premium”-klasse, hvilket løst oversat betyder en mellemklasse-telefon. Men lad os lige slå fast, at det eneste mellemklasse der er ved Mi 9, er prisen. Vi kender endnu ikke den danske pris, men i Kina koster telefonen mindre end 3.000 kroner. Så selv med told, skatter, afgifter og hvad man ellers betaler ekstra i Danmark, så vil prisen sandsynligvis ikke overstige 4.000 kroner. I den prisklasse finder man ikke en eneste telefon der kommer i nærheden af Xiaomi Mi 9.
Telefonen kommer med noget af det nyeste hardware på markedet. Først og fremmest kommer telefonen med Qualcomms hurtigste chipset til dato, Snapdragon 855. Dernæst fås telefonen i varianter fra 6GB RAM og helt op til 12GB RAM. Opladningen kan ske enten via 27W kablet opladning – selvfølgelig med USB-C, eller 20W trådløs opladning. Begge muligheder burde mætte det 3.300 mAh store batteri forholdsvist hurtigt. Jeg har før været efter de producenter der smider mindre end 4.000 mAh i deres telefoner, men må sande, at det kommer helt an på telefonens styresystem. For eksempel holder min Samsung Galaxy Note9 ikke en hel dag på batteriet, mens min iPhone XS Max, med et væsentligt mindre batteri, holder hele dagen og mere til. Så jeg håber og tror på, at batteriet i Xiaomi Mi 9 er mere end nok til at holde telefonen kørende gennem hele dagen.
Læs også: Xiaomi viser deres Mi 9 inden lanceringen
Endnu mere spændende er kameraet. Xiaomi Mi 9 er udstyret med et tredobbelt kamera på bagsiden, bestående af en 48MP hovedlinse, en 16MP vidvinkellinse og en 12 MP telefotolinse. DXOMARK har allerede testet kameraet i Mi 9, og resultatet er mildest talt positivt. 107 hedder den overordnede score, hvilket er bedre end alle andre telefoner end Huaweis P20 Pro og Mate 20 Pro, som forresten begge har en score på 109. Ret imponerende for en telefon, der tilsyneladende kommer til at koste under 4.000 kroner.
Styresystemet er Xiaomis egen brugerflade, MIUI 10, som er bygget på Android 9.0 Pie. Hvordan brugerfladen fungerer, må vi vente med at få svar på. Vi regner selvfølgelig med at få telefonen til test hos Mobilsiden, hvor vores anmelder vil gå meget mere i dybten med Xiaomis nye flagskib. Telefonen er allerede nu lanceret i Kina og forventes at blive lanceret i resten af verden på søndag, den 24. februar.