Telia-chef freder sine medarbejdere

Der bliver ikke delt flere fyresedler ud, da resultaterne af novembers store nedskæring begynder at vise sig, lover Telia-chef.

Telia-chef freder sine medarbejdere

Det går fremad i Telia, som lavede en stor prikkerunde blandt medarbejderne i november.

Derfor bliver det også den sidste af slagsen, lyder det fra selskabets adm. direktør i Danmark, Søren Abildgaard.

– “Jeg har ingen planer om nedskæringer på medarbejdersiden. Til gengæld kigger vi som en fast bestanddel på omkostningerne måned for måned for ikke at skulle lave store ryk, der som regel ikke er særligt sunde,” siger Telia-direktøren ifølge business.dk.

Fyringsrunden i november skar 163 medarbejdere væk. Det var ikke en rar manøvre, understreger Telia-direktøren.

– “Og det vil jeg meget gerne undgå igen. Men nu kan vi se fordelene og begynder at kunne se resultaterne.”

Torsdag morgen fremlagde Telia et regnskab, som viste et driftsresultat, der er 50 procent større end i sidste kvartal af 2011. Samtidig er der kommet 11.000 flere mobilkunder til.